Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haarde Tider. 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kom ham for Øre, tabte han enhver Selvbeherskelse.
Han gik op til en ung Mand, der havde misbilliget hans
Holdning, men hvem han forøvrigt aldeles ikke kendte,
traadte med Hatten paa Hovedet ind til denne og
forlangte af ham, at han skulde tilstaa, han om den
Sag kun havde gentaget, hvad han havde hørt af mig.
Da den saa uforskammet Tiltalte med god Grund afslog at
afgive nogen saadan Erklæring, udbrød han, stadigt med
Hatten paa Hovedet, i Ukvemsord, ivrigt forsikrende
at han med Hensyn til sine Nietzsche-studier ikke
skyldte mig det mindste. Uden Farvel skred han ud af
Døren. Men nu traf det sig saa uheldigt, at Husets
unge Frue, der var ængstelig af sig og tidt alene,
havde ladet gøre en saa sammensat Laas paa Døren, at
det ikke var muligt for nogen, der ikke kendte Fiffet,
at lukke sig ind eller ud. Efter lang Tids Famlen
ved Laasen maatte da den selvfølende Forfatter ydmyge
sig, denne Gang med blottet Hoved, til en Anmodning
om at blive lukket ud. Den blev hurtigt imødekommet,
da man hellere saa hans Hæl end hans Taa.
Straks derefter begyndte han, som hidtil i stærke
Udtryk havde prist mig, med Voldsomhed at angribe mig
i tyske Tidsskrifter og Blade. Jeg kunde neppe tro
mine Øjne, da jeg læste det første Angreb. Thi paa
mit Bord laa endnu det mig med Bøn om Gennemlæsning
tilsendte Haandskrift til en Bog af Angriberen,
efter hvis Titelblad prangede en Side med Ordene:
Tilegnet G. B. i Ærbødighed og Beundring. - Dog,
det var kun i Øjeblikket, at jeg undrede mig. Samme
Eftermiddag skrev jeg for mig selv: "Undertiden naar
jeg ser, af hvilket Kryb jeg ædes op, forøges min
Menneskedyrskundskab paa lærerig Maade. Jeg handler i
Regelen - som Goethes Egmont - ud fra en vis sorgløs
Ædelmodighed, saa Lakajsjælene tror, der stikker
noget under. De kan f. Eks. ikke forestille sig,
at det er mig ganske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
