Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Carsten Hauch (1790–1872)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
404 Carsten
Hauch
vil hellere søge ham, hvor han ikke er nødsaget til at
paalægge sin Stil og sin Personlighed en saadan Tvang
som her. Ganske sikkert fornam han et vist aandeligt
Slægtskab med de gamle Sagaforfattere. Men dels var de
Sagaer, hvis JTone han slog ind i, ikke de bedste,
de historiske og de heroiske, men dem, i hvilke
det Mytisk-fabelagtige spiller den største Rolle;
dels bliver den Troskyldighed, hvormed i Sagaen det
Utroligste berettes, i vore Dage søgt og usand. Det
tager sig ud, som om et voksent Menneske vilde give
sig til at lalle som et Barn.
Mellem det meget blot optagne Stof kommer saa hos
Hauch (f. Eks. i Fortællingen om Haldor) dels meget
smukke og sete Naturbilleder frem, dels personlige
Erindringer i gammelt Kostyme. Naar Kongen i Enrum
siger til Haldor: «Jeg paaskønner den Tjeneste, Du
har vist mig baade her og udenlands, og din Plads
i Hirden skal aldrig fratages Dig, saalænge Du selv
begærer at være der. Men saadan som det var mellem
os i den første Tid, da vi boede sammen i Miklagard,
førend vi droge til Sicilien, saaledes bliver det
aldrig mere», da er dette med faa Ords Forandring
det Selvsamme, som Oehlenschlager sagde til Hauch, da
denne kom tilbage fra sin første Udenlandsrejse. (Se
Minder f. m. B. o. U. p. 276.) Det gælder om Hauchs
Fortællinger overhovedet, at, naar det ikke som
i hans bedste Arbejder - Guldmageren f. Eks. -
lykkedes ham ligesom at dykke det hele Raastof
ned i den personlige Stemning, blev en Mængde døde
historiske Slakker hængende rundt om det egenlige
Æmne, saaledes f. Eks. i Charles de la Bassiers, hvor
de tynger Hovedsagen, Skildringen af den opofrende,
men bestandig miskendte Stræben hos en Personlighed,
der altid lever paa Skyggesiden af Livet.
Der er sagt og skrevet meget om Forholdet mellem
Historie og Poesi. Jeg véd den, der 18 Aar gammel har
skrevet en stor, tyk og doktrinær Afhandling derom,
som han heldigvis havde Selvkritik nok til ikke at
lade trykke. Man har i dette Spørgsmaal altfor meget
hængt sig i Enkeltheder, er overhovedet gaaet altfor
meget efter Læresætninger og Regler. Ser man praktisk
paa Forholdet, vil man komme til at betragte det meste
af, hvad Æstetikerne herom har frembragt, som ganske
uvigtigt i Sammenligning med Hovedsagen, der altfor
lidt berøres. Man forsøger i Æstetiken saavidt muligt
at fastsætte de Grænser, indenfor hvilke Digteren
kan tillæmpe de historiske Kendsgerninger uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
