Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. L. Heiberg (1791–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. L. Heiberg
467
sladrede, troede clen selv, at den var Moralens
Vogter. Sæt, en gammel Mand hørte en klar og
betydningsfuld Tanke, og han kaldte den forskruet,
fordi den maatte skrues sammen, før den kunde rummes i
hans snævre Hjerne, sæt, en ung Pige var Vidne til en
ædel og højsindet Handling, men kaldte clen urimelig,
fordi hun ikke kunde rime clen sammen med sin daglige
Trummerumme, og skønt tyveaarig dømte, som om hun
havde havt tredsindstyve Aar at blive dum i, saa var
hin Mand og denne Kvinde, uafhængigt af Alder og Køn,
Medlemmer af det store Spidsborgepskab.
Den, der staar handlende overfor Spidsborgerligheden,
føler nødvendigvis Vrede og Foragt; clen,
der betragter clen som Forsker og Tilskuer, har
naturligvis kun Ringeagt og Interesse; Digteren kan
stille sig paa alle mulige Standpunkter overfor
den, opfatte den medlidende og halvt velvilligt,
eller rent ironisk eller rent fordømmende. I
vore Dage er hos Digterne Vreden stærkere end
Medlidenheden. Romantikerne havde endnu Sindsro til
at bekæmpe Spidsborgerligheden med godt Humør. De
opfattede den filosofisk som Endeligheden,
intellektuelt som Ind-skrænketheden, ikke som vi
moralsk, naar vi ser den som det Usle. Op imod
den holdt de deres egen uendelige Længsel mod
det ubundne Liv, mod Naturen, Himmelen, Skoven og
Havet, mod Fortiden, dens Historie og dens Sagn,
deres Ærefrygt for det Usynlige, deres Tro paa det
Uvirkelige og Overvirkelige. Imod dens Prosa satte de
deres ungdommelige Poesi. Imod dens Usselhed sætter
vi vor Mandsvilje. Vor Attraa er ikke mere en Flugt
fra Samfundet og Virkeligheden med vore Længsler og
vore Tanker. Lige omvendt: vi vil virkeliggøre vore
Ideer i Samfundet, i Livet. For ikke at blive en
Nation af daarlige Lyrikere vil vi netop stræbe hen
mod det Virkelige, det bestemte Formaal, det Nyttige,
som den foregaaende Slægt lod haant om. Hvem vilde
ikke være glad ved at kunne gøre, om endog nok saa
ringe Nytte. Romantiken er noget, som vi nu kun gennem
Erindringens Anstrengelse forstaar.
I Pottemager Walter har den unge Digter endnu ikke
klaret sit Forhold til Spidsborgerligheden. Han
ender i En Sjæl efter Døden med den fuldkomment frie,
klare og skarpe Ironi. Her har han endnu Deltagelse
for den. Det ligefrem Smertelige, Næringssorgen,
den virkelige Jammer, Raaheden i Tiltale mellem Mand
og Hustru, alt dette Hæslige fremstiller han ganske
nøgent.
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
