Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Tyskland - I. Weimar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
Weimar
». Uniform - kort sagt: her banker det
prøjsiske Hjerte i def
store tyske Rigslegem^.
Fra Berlin til Weimar, det er fra Nutidens til
Fortidens Tyskland, fra Livet til Minderne, fra Larm
til stille Fred.
Selv om man har været her før, er Indtrykket
kraftigt.
Man lever hine Dage om igen. Ad denne lave Dør gik den
unge Goethe ind, da han første Gang blev forestillet
for Wieland. Ad denne snevre Gyde gik Goethe sin
daglige Gang fra sit Hus til Hertugen paa Slottet. Her
er hans lille Landsted, det berømte Havehus, dejligt
omgivet af yppig Plantevækst og mægtige Træer, som
Efteraaret nu farver af sin rige Palet.
Øjet søger Balkonen, hvor han undertiden tilbragte
Sommernætter under aaben Himmel, hyllet i sin blaa
Kappe. Den er blæst ned, men man ser dens Spor paa
Muren.
Her bagved Huset mod Skrænten staar Stenen, hvor han
lod indhugge Vers til Ære for Fru von Stein, og her,
hvor der nu blot er Mark, laa hans Køkkenhave, fra
hvilken han sendte hende Asparges og Jordbær.
Intet af Mindestederne ’ rører dog saa dybt som
Schillers Hus. Det var hans Ejendom; han fik
sig tilsidst sammensparet de 2000 Thaier, han gav
derfor. Men hvilket beskedent Hjem! Dørene saa lave,
at han aldrig har kunnet gaa fra en Stue til en anden
uden at bukke sig. Møblerne tarvelige, ja mindre end
det; med den Seng, hvori han døde, vilde neppe noget
Tyende i et borgerligt Hus nu tage tiltakke.
Men det gør godt at vandre om i disse Rum, hvor alt
staar urørt siden hin Tid. Man føler sig Aanden
nærmere, som udgik derfra. Weimar er den tyske
Guldalders Pompeji.
Af Nutidsliv findes her intet. Paa Spaseregangene
møder man kun gamle Mænd med hvidt Haar og graat Skæg,
ledsagende deres Damer; det er øjensynligt gamle
fine Folk, der har trukket sig tilbage hertil. Mange
udprægede Ansigter. Det fornemme Ydre synes Reglen
her. Men mandlig Ungdom ser man ikke. I det lille
Teater, Ætling af det, som Goethe i sin Tid omskabte
til Tysklands første Scene, og hvorfra han fordreves,
da han ikke vilde tillade den afrettede Pudels
Optræden, ser man, naar det er fuldt, næsten kun
Oldinge og Damer - og tyve Damer for hver gammel
Mand.
Dagen igennem gaar disse alderstegne Herrer at spasere
i den henrivende Park ved Ilmflodens Bredder, i den
lune, milde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
