Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 Begrebet: den tragiske
Skæbne
Digteren ti! Slutning vilde lægge den etiske
Maalestok an paa Helten, der i Poesien intet har
at gøre og ingen Gyldighed har. De Kierkegaardske
Pseudonymer ser i den tragiske Helts Undergang kun
den umiddelbart Begejstredes nødvendige Skæbne i
en prosaisk Verden. De gaar ikke derfor glip af
Skønhedsindtrykket i det Tragiske; ingen bitter
Følelse træder for dem istedenfor den opløftende,
som alt Ophøjet fremkalder. Thi de ser i Resultatet
ikke simpelthen Poesiens Undergang, men forstaar
denne dybere som en Poesiens Selvtilintetgørelse i
det Etisk-Religiøse, o: ved Slutningen af enhver
Tragedie dømmer Poesien sit eget Standpunkt fra
et andet og højere, som den i selve Digtet maatte
lade uvidende om, fordi den ikke kunde fremstille
det. Dette er en Opfattelse, som tidligere allerede
er antydet hos Weisse, der hævder, at noget unævnt
Højere, der ligger udenfor Poesiens hele Livskres,
trøster for det Skønnes og Stores Undergang.
b. Denne Opfattelses forskellige Former.
a) Skæbnen som Fatum. Saaledes forstaaet fremkom
mer det sande Tragiske først, naar den Skæbne,
der rammer Helten, ikke blot er uforskyldt,
men endog uforaarsaget af ham. Her er slet intet
Forhold mellem Handling og Lidelse. Skæbnen er den
ubetingede, o: den fornuftløse Nødvendighed, det
Tilfældig-Nødvendige. Skæbnen som denne Nødvendighed
opfattes enten som forudbestemt eller som Fortidens
uafvendelige Udslag. Bekenderne af denne Lære finder
det sande Tragiske i Sofokles’s Kong Oedipus [eller
i Ibsens Gengangere],
ft) Skæbnen som Virkning. Medens der paa det
foregaaende Standpunkt intet Forhold var mellem
Handling og Lidelse, skal det Tragiske nu bero paa,
at der mellem disse er et (dog rent logisk) Aarsags-
og Virknings-Forhold. Denne Opfattelse har til
Valgsprog det berømte Ord af Æschylos: Hvo handler,
lide! Dette ligger nu engang i Tingenes Natur, kan
ikke forandres eller bøjes; men at det saaledes er
givet og vist, det er netop det Tragiske. Tilhængere
af denne Lære ser det sande Tragiske i Shakespeares
Romeo og Julie eller i Oehlenschlagers Tordenskjold.
y) Skæbnen som Altets Lov. Det er denne Anskuelse, paa
hvilken de to foregaaende beror. Paa dette Standpunkt
har den tidligere rent metafysiske Betragtning faaet
en etisk Farvning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
