Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
Skuespilkritik
uafladelige Angreb*). Hvem bliver da den Sejrende? En
Livsbetragtning, der ligger midt imellem disse, den
tillidsfulde Tro til den guddommelige Godhed, som den
i en kvindelig Aand aabenbarer sig med idyllisk Farve
i Troen paa Guds Mildhed, at han ikke er den strenge,
men den milde Fader, ikke prøver haardt, end ikke her
paa Jorden lader ske noget smerteligt Brud paa den
fredelige Samklang, der staar i Pagt med Naturens,
med det Heles Orden - og det er mod Naturens Orden,
at Fædrene begraver deres Sønner. Denne Tro viser sig
da her som den Tro paa Underet, hvilken det er Munkens
Svaghed som Munk at mangle. Ti Underet sætter ikke som
den forsagende Fromhed Strid og Splid mellem jordisk
Lykke og himmelsk Salighed; det genopretter Lykken,
men i Kraft af det Religiøse.
Saaledes negtes ikke Ulykken; Idyllen overser den
ikke for at faa sit Eget frem, men Ulykken ses -
lige modsat Reinalds Betragtning - som indordnet
i den store Samklang; der bødes paa den, alle Tab
erstattes. Der er megen Ulykke (Marias, Rudolfs,
Seppis Død); men det slagne Saar kan atter læges,
Babli erstatter Maria, Fritz erstatter Rudolf. Selv
det største Tab, som Karolines Ran, opvejes ved
Gensynets uventede, overvældende Glæde. Saaledes
er Ulykken da ikke uforholdsmæssig; den har sit
fornuftbegrænsede Raaderum, den røver f. Eks. af
to Børn det ene og lader det andet vokse og blive
Stamfader til en blomstrende Slægt. Ja selv den
Døde dør ikke helt; som hans Aasyn, saaledes lever
ogsaa han selv et genfødt Liv i et følgende Slægtled;
derfor siger Bedstefaderen til Fritz: «Nu lever han
igen i Dig.»
Mellem det strenge Afkald og den umiddelbare
Livsglæde, sikrer Digteren sig da et Mellemstade,
uden at nogen af hine Anskuelser beskæmmes; til Skamme
staar alene det mørke Tungsind:
ti deu
Fortjener ej Guds Godhed, som fortvivler, Hvis
feige Blik kan ikke skue Spiren Til Fremtids Vækst
i Øjeblikkets Gæring.
*) «Der fordres et løsende Ord, som forklarer dens
(Dødens) Gaade, og et bindende Ord, hvormed den
Levende værger sig imod den. idelige Forestilling.«
Kierkegaard: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift
S. 123.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
