Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186 Kejserens
Indtog
hans Hensynsløshed, Idet man har anset den Sygelighed,
han angav som Grund, for et blot Paaskud. Saameget er
imidlertid sikkert og vist, at han er meget alvorligt
angrebet En Mand, der tilbragte Dagen og Natten efter
Indtoget hos ham paa Frie-drichsruhe, har skildret
mig sit Besøg omstændeligt, og han var forbavset over
Bismarcks Svaghed. Fyrsten indbød sin Gæst til at gaa
en længere Spaseretur med sig i Skoven, og naar der
kom en lille Bakke, blot saa høj som et almindeligt
Bord, maatte han standse, støtte sig til sin Stok og
trække Vejret. Han beklagede sig bittert over Bladenes
haanlige Udfald imod ham. «I hvad Lys maa jeg staa
for Kejseren*, sagde han, «naar Bladene bestandig
melder, at jeg er rask og kun bruger min Sygdom som
Middel til at undgaa ham og Hoffet. De fortæller
ogsaa, at jeg arbejder herude og hvor mange Timer
om Dagen. Sandheden er, at jeg arbejder slet ikke,
kan ikke arbejde, mine Nerver er sprængte, jeg er en
tilintetgjort Mand. Jeg har hele mit Liv ofret mig
for Andre; nu er jeg nødt til at leve nogen Tid for
mit Helbred*.
Min Bekendt var for første Gang i Friedrichsruhe
og blev ved sin Ankomst om Morgenen forundret over
af Tjenerne at faa sig anvist Værelset No. saa og
saa, og modtage Underretning om, at Fyrsten sov
i Værelset No. saa og saa. Paladset er nemlig et
forhenværende Hotel og Numrene paa Dørene er blevne
staaende. Fra Vinduerne ud imod Haven var der den
dejligste Udsigt. Bismarcks Gæst skildrede den som
nøjagtigt lig Naturen paa Bocklins De Saliges Enge,
samme mørke Vand, hvori Svaner sejlede, samme høje
Bakke, der hævede sig bag det, kun med den Forskel,
at den ikke som hos Bocklin var bevokset med Popler,
men med Eg og Bøg. Fyrsten kendte imidlertid ikke
Billedet og lod til overhovedet ingen Interesse at
nære for Kunst. Bismarck talte ved Middagsbordet
en Del om Busch’s Bog; han sagde: «Den indeholder
intet egenlig Usandt, men dog er den som Helhed ganske
usand; jeg har vel sagt det, der er lagt mig i Munden,
roen Maaden, især Betoningen, fattes og derved bliver
Meningen en anden. Saa har Busch ogsaa løsrevet
flygtige Udbrud og holdt dem fast. Der er et Sted,
hvor jeg er vred paa Abeken og kalder ham upræcis,
men der findes Intet om de Hundreder af Gange, hvor
jeg har rost Abeken og talt godt om ham. Saaledes
fremkommer et Vrængbillede og saaledes har Busch lagt
mig ud med mine bedste Venner*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
