Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Corneille og Spanierne
9
formationen og Renæssancen i deres Forhold
til de forskellige evropæiske Folkeslags dengang
eksisterende dramatiske Kunst.
Gennemgribende virker disse to Omvæltninger paa det
franske Skuespils historiske Udvikling.
Under Navnene Mirakler, Mysterier, Moraliteter
havde det folkelige Iranske Skuespil som religiøst og
belærende holdt sig og blomstret Middelalderen igennem
og ind i den nyere Tid. Saa kommer Reformationen, og
Protestanterne forarges over at se hellige Personer
optræde paa Scenen; de lægger det folkelige Teater
for Had, indtil den hele Mysterieliteratur dræbes ved
et Dekret af det franske Parlament fra Aaret 1548.
Det folkelige religiøse Skuespil, der i Spanien
havde udviklet sig temmelig jævnløbende om end med
svagere Oprindelighed, standses derimod slet ikke i
sin Udfoldelse ved Reformationen. Man havde saa nylig
bekæmpet Maurerne som Katolicismens Fjender, at man
i Protestanterne kun saa nye Fjender af den rene og
sande Lære; Reformationen fik ikke anden Indflydelse
paa Skuespillet i Spaniens Stortid end den at gøre
den katolske Følelse deri des- mere glødende og Troen
paa guddommelige Undere mere klippefast.
Hvad Renæssancen angaar, saa virker den
hurtigt i Spanien ikke mindre end i England
som mægtigt fremmende Nationalfølelsen og
Nationalejendommeligheden i det folkelige
Drama. Saavel Spanien som England havde i deres
geografisk afsondrede Stilling en Betingelse for
uforstyrret Udvikling af nationale Særheder og
Kræfter. Spanien var afstængt ved Pyrenæerne som
England isoleret ved Havet. Da Renæssancen kom med
sin Begejstring for den græsk-romerske Oldtid og sit
Krav paa Efterligning af denne Oldtids klassiske
Skuespil, formaaede den hverken i England eller
Spanien at hæmme den Vækst, hvori Folkeaanden som
dramatisk frembringende befandt sig; tvertimod, det
ægte nationale Drama bredede sig og løftede sig med en
Rigdom som ingensinde før. Hverken Lope de Vega eller
Cervantes gav sig til at efterligne Seneca, hverken
Shakespeare eller Webster gjorde det i England, og
det fik ingen Betydning, at Mænd som Artieda eller
Villegas angreb Lope i Aristoteles’s Navn, og kun
ringe Betydning, at Ben Jonson paa enkelte Punkter
stillede sin lærde Digtning mod Shakespeares ulærde.
I Frankrig derimod blev Renæssancen gennemgribende
for det alvorlige Dramas Væsen. Man brød med hele
den nationale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
