Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 Paul og Victor
Margueritte
skaberne sættes i heftig Bevægelse og det Inderste
krænges ud, hvilke Idealer de forskellige Klasser
sidder inde med, hvilke Lyster og hvad Had de
nærer, hvilke Retsbegreber, hvilke Fordomme, hvilke
Herskerdrifter de har, hvad Heltemod de kan udvikle
og hvorledes de tager sig ud, naar Grusomhed, Fejghed
og Lavhed faar Magten.
Brødrene Marguerittes Skildring er saa afgjort
upartisk, at ingen Kritiker har beskyldt dem
for Partiskhed. Men det Indtryk, der bliver
tilbage i den tænksomme Læsers Sind, er dog ikke
tvespaltet. Hvor stærkt han end kan føle sig frastødt
af Pøbelens Vanvid og Kommunens Hovedløshed i Paris,
det er ikke Paris, paa hvem til syvende og sidst
Ansvaret for Borgerkrigen i hans Øjne kommer til at
-hvile. Ansvaret bæres af den jam-
«J
M
merlige, lavtsindede, reaktionære Nationalforsamling
i Versailles, og Hovedskylden bærer den stædige,
selvopfyldte Olding, hvem Ledelsen var tilfaldet,
Thiers. Havde han ikke ladet Hæren rømme Paris i
den Hensigt at samle og ruste en ny Hær, der kunde
indtage Hovedstaden paany med væbnet Haand, saa vilde
Sammenstødet være undgaaet.
Den stærkeste Følelse hos Befolkningen i Paris var
Underklassefølelsen, ophidset til det Yderste ved
den lange Belejrings Lidelser og Savn, som vidstes
foraarsagede ved Udueligheden hos Generalerne og
hos den kejserlige Regering, der havde fundet Støtte
hos de herskende Klasser. Man følte sig som Folket
overfor Magthavere med forældede eg egenkærlige Ideer;
man var de fattige og smaa i Forbund mod Menigmands
Fjender. Sammen med Underklassefølelsen var smeltet
Troen paa Republiken og Kærligheden til den. Folket
i Paris var Republikanere, der stod skarpt imod den
kongeligsindede Forsamling i Versailles og imod den
gamle Mand i dens Spidse, der behandlede Franskmændene
som Skolebørn, hvem han lovede Republiken som Præmie
for god Opførsel, medens han personligt kun brød
sig om den, forsaavidt den stillede ham selv paa den
højeste Plads. Folket i Paris var dernæst fritænkersk;
Frimurerne var dets Ledere, og de katolske Præster
Genstand for dets - desværre tilsidst vildledte –
Uvilje, medens Forsamlingen i Versailles stillede
sin Kirkefromhed til Skue.
Og alle disse Følelser gik op i Hovedstadsfølelsen,
Selv-stændighedsfølelsen. Pariserne, som havde lidt
saa meget og holdt saa tappert ud, krævede Retten
til at styre sig selv og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
