Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Uvirkelighed
25&
- Det slaar mig, hvad De sagde om
at Nærværelse og Virkelighed for os falder
sammen. Igaar fik jeg fra en Søster af min
Barndomsveninde, som er død, tilbagesendt nogle
Breve fra mit attende og nittende Aar, som
ligger her. Tolv Aar er gaaede hen, siden jeg
skrev dem, og de Mennesker, jeg dengang
omgikkes mange hundrede Mile herfra, de Forhold,
hvori jeg befandt mig, tilhører for mig
allerede saa fjern en Fortid, at den er mig som en
halvforglemt Drøm. Men nu disse Breve! Det Jeg,
som taler deri, er lige saa levende, lige saa
virkeligt, som det Jeg, der udtrykker sig i
det Brev, jeg endte, lige før De kom, og som nu
ligger ved Siden af.
Finder En om ti Aar Brevet fra 1891 og det fra
1903, er der for ham lige meget Liv og lige megen
Virkelighed i dem begge. Følgelig er der det allerede
i Dag. Vi dør stykkevis. Min Barndora er død; min
første Ungdom er død. I Grunden er jeg da i mit Brev
idag lige saa død som i det fra min Fortid.
- Vi kan med bedre Ret vende det om og
sige: De er saa levende i det gamle Brev, som i
det ny. I det gamle Brev er en Dag fra Deres
Fortid fastholdt med hele sit Liv. Dette gamle
Brev er et Kunstværk i det Smaa. Thi netop
dette er Kunstens Hverv, at fastholde en af
Livets flygtige Foreteelser i et blivende Billede
eller en blivende Melodi. Derfor dør Fortiden
ikke helt. Tilovers bliver hvad det er
lykkedes den at aftvinge Forgængeligheden, store,
betydelige, eller ganske smaa Mindesmærker om
det Liv, der har pulseret, de Lidenskaber,
som føltes, de Tanker, som engang blev tænkte.
Det sikstinske Kapel døde ikke med Michelangelo, og
Hamlet ikke med Shakespeare. De træder Nutiden
i Møde som Samtidige, og de staar levende for
Eftertiden efter os. Brevet fra 1891 er i det
ganske Smaa en lignende Fastholdelse af Fortidens
Liv.
- De mener ikke selv, at det er nogen Trøst.
Hvad nytter det Fortidens Store, at de udøver
en Virkning, som de ikke selv mærker noget til,
og hvad gavner det os andre, at et eller andet
Blad Papir overlever os og bringer Mennesker, hvem
vi er ligegyldige, Vidnesbyrd om, at vi har levet
og følt. For os selv er det kun nedslaaende,
gennem Bladet at faa Fornemmelsen af, at Alt,
hvad vi for en halv Snes Aar siden oplevede,
var ligesaa virkeligt og livagtigt som det,
vi oplever nu; det løber jo ud paa det Samme som,
at det, der nu forekommer os virkeligst
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
