Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arno Holz
343
og klinger, en Indtrængen deri, som den fandtes hos
H.C.Andersen og i vore Dage forekommer f. Eks. hos
Karl Larsen, var før Holz’s og Schlafs forenede
Optræden, før Hauptmanns første Skuespil, ukendt
i Tyskland, hvis Lystspil længe har været holdte
i den saakaldte Guvernantestil. Hos Holz taler i
Sodalaristokmterne alle de Optrædende Dialekt,
hyppigst Berlinermundart, en Enkelt taler med
sachsisk, En med polsk Betoning, En udtrykker sig
paa Tysk-Amerikansk, En paa fraseagtigt Højtysk osv.,
alt med den pinligste Naturtroskab. Ikke et Tonefald
er overladt til Skuespillerens Fantasi. Dette har
i Tyskland virket saa nyt, at Stykket er blevet
tilbagevist fra alle Teatre.
Maaske har andre Grunde været
medvirkende. Portrætagtige Trask er øjensynligt
stærkt anvendte, og uden Godmodighed. En Kender af
det nuværende literære Berlin vilde formodentlig
have let ved at angive Modeller til alle Personerne;
paafaldende er saaledes den muntert spotske Opfattelse
af en yngre polsktysk Forfatter, hvis Skrifter ogsaa
har faaet Indpas i den dansknorske Literatur. Men
dernæst er overhovedet Berlins literært-politiske
Verden, som det har været Holz’s Opgave at skildre,
drevet ud i den tydelige Karikatur. Hele Stykket
drejer sig om overmaade intetsigende Personer
i Brydninger, som næsten er farceagtige. Der er
endog en vis Strid mellem Karikaturens store Træk,
dens dristige Flugt, og saa den Ængstelighed, hvormed
Sproget holder sig ved Jorden, stadigt gaar med smaa,
faste Skridt nøjagtigt klæbende til Virkeligheden.
En af Hr. Holz’s Kritikere har desuden med Rette
bemærket, at det ikke egenlig er Dramaets Opgave at
skildre. Vil man i første Linje skildre sin Tid,
saa er Skuespillet ikke det lempe-ligste Redskab,
som dertil er at anvende; thi det kræver Handling,
og den dvælende Udmalen er ikke dets Sag.
Der er da Indvendinger at gøre imod den Maade, hvorpaa
Arno Holz har stillet sin Opgave og begyndt at løse
den. Men der er langt mere ved ham at rose, først og
fremmest den Kunstnerstolthed, som har bragt ham til
at tie i Aaringer hellere end at gøre den ringeste
Indrømmelse, hans literære Samvittighed forbød ham,
og som har udsat ham for at maatte forstumme for
bestandigt. Højt staar han over de talrige Forfattere,
som i Tyskland vinder Guld og Ry, blot fordi deres
Praksis og Læsepøbelens Begreber om Kunst falder
ganske og aldeles sammen. Hvad man maa ønske Arno
Holz, er kun, at han ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
