Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
121
II
Det er mere end tre Aar siden jeg sidst saa Henrik
Ibsen i Kristiania. Det var en Glæde at gense ham,
men en vemodig. Siden han var bleven ramt af et Slag,
var ethvert Arbejde blevet ham umuligt. Hans Aand
var da endnu klar; en paafaldende Mildhed var traadt
i den tidligere Strengheds Sted; Hjerteligheden var
bleven større, Finheden forbleven den samme, men det
hele Indtryk opløste sig i et Indtryk af Svaghed.
Siden da gik det stærkt tilbage med ham. Hvad har
han ikke lidt! Han lod for 25 Aar siden Osvald
i Gengangere udbryde: e Aldrig kunne arbejde
mere! Aldrig - aldrig! Være som levende død! Mor,
kan du tænke dig noget saa forfærdeligt!»
Og dette har seks Aar igennem været hans Lod.
Jeg har kendt ham længe. I April 1866 fik jeg for
første Gang Brev fra ham, og det er 35 Aar siden,
at jeg saa ham første Gang.
Da jeg traf Henrik Ibsen personligt, havde han
netop havt sit første literære Held med Brand, men
betragtedes ikke derfor som en Digter af højeste Rang,
neppe som Digter i Ordets egenlige Forstand. Thi den
sidste Linje af en Artikel om Brand (af Tidens eneste
læste Kritiker i Danmark-Norge, der da for første
Gang saa sig tvungen til en Art Ros over Ibsen) lød:
«Er nu dette Poesi?*
Allerede otte Aar før var Bjørnstjerne Bjørnson
trængt igennem med Synnøve, og straks blev han,
især i Danmark, ikke blot betegnet som hele Norges
første Mand, men som Herold for et nyt Tidehverv i
Literaturen. Det hed sig ikke med Urette, at hans
Geni gik tilværks med søvngængeragtig Sikkerhed.
Ibsen førte dengang sit literære Liv som den blege
Maane under Bjørnsons Sol.
Den toneangivende Kritik i Norge og Danmark stemplede
ham som underordnet Talent, som Eksperimentator,
der prøvede snart dette, snart hint, i Modsætning
til den yngre, men tidligere anerkendte Kaldsfælle,
der aldrig valgte, altid greb til, og naiv som Geniet,
aldrig famlede sig frem.
En Grubler som Ibsen har selvfølgelig ført haarde
Kampe for at vinde Tillid til sit Digterkald; længe
har han næret Uro for, med Trangen til digterisk
Stordaad ikke at forene Kraft til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
