Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
415
Lidenskab og udmøntede af Foragt, men det er Domme,
som det danske Folk ikke bør overhøre. Der er ofte
en skærende Sandhed i dem; det er Ord, som til en vis
Grad berettiger den Titel, Kierkegaard foreslaar for
sine efterladte Papirer: Dommerens Bog.
Man kan sige, at Kierkegaard her har leveret en
Naturbeskrivelse af de danske Laster; han har skrevet
de danske Skødesynders Psykologi.
Gennemgaar man hans Dagbøger som et Hele, vil man
finde, at der er visse Grundlaster, han bestandig
vender tilbage til som typiske for de Danske, og
det er: Smaalighed, Misundelse og Forgudelse af
Middelmaadig heden.
Smaaligheden synes ham Grundskaden. Han berører tit,
at den findes hos de Bedste, og er sig øjensynlig
ikke bevidst, at den heller ikke fattes hos ham. Han
henfører den først til Armoden i Landet. Han taler
et Steds om, at de faa udmærkede Mænd, med hvilke han
lever samtidigt, slet ikke forstaar ham, og ikke fordi
de mangler Evner, men, siger han, «fra tidlig Tid har
de maattet være bekymrede for Udkommet, og derved har
deres Sjæl faaet en indskrænkende Begrænsnings Denne
Begrænsning forhindrer dem fra at vinde det frie og
hensynsløse Blik paa Livet, som er hans Fortrin og
Ulykke i Danmark. Han udleder den dernæst fra Landets
Lidenhed. «I Danmark er der naturligvis ikke Tale
om nogen Bedømmelse, nogen virkelig Maale-stok for
en Kunstner, en Digter, en Tænker o. s. v. Det Par
Mennesker vi er, som alle kender hinanden, leger alle
aldeles ligeligt med, og Bedømmelsen er derfor den:
er han godt lidt?» Han udleder den fremdeles fra
Sprogets ringe Udbredelse. Han hævder, at han, hvis
han havde en Søn, vilde sige til ham: «Bliv for Guds
Skyld ikke Forfatter i Danmark, stræb saa tidligt
som muligt at lære et fremmed Sprog, saa du kan <
skrive det, skriv ikke en Linje paa Dansk, men begynd
straks i det fremmede Sprog. Ikke blot er Danmark
et lille Land, hvor Du ingen Læsere faar og maa give
næsten Penge til for at være Forfatter. Men Danmark er
slet intet Land, det er en Købstad, en Knejpe*. Han
fortæller, at allerede hans Fader har advaret ham
mod at skrive -«i det Kråhwinkel-Sprog sam kaldes
Dansk», og han billiger Advarslen paa Grund af den i
Danmark formedelst Sprogets snevre Grænser ustraffet
herskende Smaalighed. Hans Tanke er øjensynlig den:
sker der Uret i Schweiz eller i Belgien, som jo ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
