Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Chr. Richardt (1831–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470 Christian
Richardt
man glædede sig, som man altid burde gøre det,
forlods og straks. Thi Richardts Ejendommelighed er
for iøjnespringende, til at den kan overses af Nogen,
og den er ikke mindre paafaldende, fordi det er saa
let at opdage, hos hvem han har laant den korte Tid,
inden han fik det Fremmede omsmeltet og sit Eget
udpræget, saa han selv kunde slaa Mønt. Lige saa
vanskeligt som det stundom kan være ikke blot for
Mængden, men selv for den Kyndigste at afgøre, om et
lille Antal lyriske Digte har en begavet Dilettant
eller en Kunstner til Ophav, ligesaa let har det
været her endog for det store Publikum.
At der er noget Elementært i Richardts Poesi,
det er det Første man bliver opmærksom paa ved et
flygtigt Bekendtskab med hans Digte; men efter i
det nærmest foregaaende Tidsrum at have levet med en
saare udtænkt, hyppigt forfinet, undertiden næsten
naturløs Kunst, tyer man gerne fra det Heibergske
Ideal af «den eksplicerede Idés Poesi» tilbage endog
lige til Onomatopoesien (Ly d efterligningen), den
oprindeligste af alle Poesier. Hvorledes Richardt
forstaar at benytte denne saavel højtideligt
som i Spøg, kan man se i Smaadigtene Tonerne og
Tøveir. Forsaavidt det Sproglige maa henregnes til
Formsiden af et Digt, er nemlig Richardts særegne
Gave først og fremmest et Talent for det Stoflige
i Formen. Han er som Digter forsaavidt radikal, som
selve Sprogets Rødder ogsaa er hans Poesis. Naar et
Sprog er blevet saa gennem digtet som vort, trænger
selve Ordforraadet til Foryngelse og Fornyelse;
herpaa er Richardts kunstneriske Stræben tydeligt
rettet, og derfor forstaar *det sig af sig selv, at
naar man ogsaa hos ham kan blive mindet om, at der
er sunget saa meget før paa Dansk, da er det aldrig
ved det forslidte, men engang imellem netop ved det
nye Udtryk, ved en enkelt tvungen eller anstrengt
Vending. Et vilkaarligt Ord-laveri, som det f. Eks. af
og til kan forekomme hos Baggesen, er dog Richardt
aldeles fremmed; hans Maalstræv har Moders-maalets
nordiske Aand for Øje; Farven og Tonen i hans Sprog
er ikke saa meget særligt dansk som fælles-nordisk.
Det lyriske Vers kan i teknisk Henseende især have
to Slags Fortrin, det kan have sin Styrke dels i
det Formelle, dels i det Sensuelle; enten kan det
virke ved Sætningernes og Verseliniernes tvangløse
Sammenslyngning til et harmonisk Hele eller mere
ved hvad Ordet gælder i sig selv, ved dets sanselige
Klang, der i og for sig kan være vellydende, farverig,
betydningsfuld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
