Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
J. P. Jacobsen
med Velgerninger, baade med Bøger og Anmældelse,
i et helt Fjerdingaar uden at jeg endnu har faaet et
Tak frem under min Pen, uagtet jeg i mit stille Sind
har takket Dem mange, mange Gange.
Tro ikke, at jeg ikke har lært noget af Anmældelsen,
hvad De antydede i Deres sidste Brev, jeg skal vise
Dem det en Gang, naar jeg skriver en Bog igen,
at jeg baade har lært og kan bruge det lærte, og
De skal heller ikke tro, at jeg lader mig forvirre
eller forstyrre af Peter Nær-og Fjern’s Fremstilling
af mig som Prøvekort paa de brandes’ske Teorier. Jeg
har det omvendt som Heine og kan sige:
Nennt man den meinigen Nanien Dan n werden die hesten
genannt
Ti foruden at Anmælderne hyppigt lade mig optræde
sammen med Dem, følger der en hel Asgaardsrej:
Mérimée, Bjørnson, Shakespeare(I). Taine, Zola
o. s. v., o. s. v.
Det er en jammerlig Barnagtighed og en gruelig
Forfængelighed at hore en Forfatter ville vride sig
bort fra at have lært noget af andre, og pukke paa,
at det er ham selv altsammen - og jeg har heller ikke
noget saadant til Hensigt, jeg tilstaar, jeg har lært
af dem allesammen (dog ikke af Zola eller Daudet,
som jeg først gjorde Bekendtskab med efter at min
Bog var udkommen) men jeg vil blot sige, at jeg har
lært mere af Beyle og Shakespeare end af Mérimée,
mere af Sainte-Beuve end af Taine, og at min Stil
staar i et langt nærmere Forhold til H. G. Andersens
Æventyr end til Bjørnson. Men at man ikke skulde have
lært det, man kan, det forstaar jeg ikke. Resultatet
af enhver Kunstnydelse maa jo dog altid være det,
at man har lært noget, og at saa i dette Lærte det,
man har lært om sig selv, er ’det Vigtigste, i alt
Fald det, der sidst bliver og bevares, det er en af de
ikke usædvanlige Selvfølger, der følger af sig selv.
Og nu til Manden, søm jeg altid tænker mig
déjeunerende paa sine allersomegneste Tanker og
Stemninger med sin Pen som Gaffel: Søren Kierkegaard.
Hver Gang jeg læser en ny Bog af Dem, saa siger jeg
til mig selv: det er endnu det allerbedste, han har
gjort, saa det er jeg nu saa vant til og véd saa
sikkert, det vil ske, men denne nye har gjort et
særlig stærkt Indtryk paa mig, endnu stærkere end
den første Række Forelæsninger og Afhandlingen om
det uendeligt Smaa - men gøre Rede for dette Indtryk,
inden jeg har læst Bogen om igen, det tror jeg ikke,
jeg kan. Der kommer de mest uforenelige og stridende
Ord og mælder sig som Karakteristika og derfor skal
de vente.
Siden jeg taler om gamle Indtryk, saa mindes jeg
en Mandag Formiddag, da jeg i III. Tid. læste
en Anmældelse om Bergsøe af Dem; jeg fandt den
overdrevent rosende, husker jeg, men det, der slog
ned i mig, saa det sidder der endnu, det var det Raad
til Bergsøe: Vær Aristokrat! Det var netop det, jeg
den Gang havde begyndt at se overalt i al Literatur,
at det første bedste Udtryk ikke var det bedste;
at der kun var ét bedste Udtryk, som man med Held
eller med Flid kunde komme mere eller mindre nær
eller vel endog ganske ramme. Overbevist som jeg var
orn dettes Rigtighed var det mig dog en stor Trøst
at høre Deres Konfirmation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
