Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
305
sunde Kartofler.» Ibsen svarede: «Jeg er bange for,
at jeg aldrig har set nogen af disse Kartofler,
som var sunde.»
Imidlertid gaar gennem Ibsens Værker en stedse
stigende Tro paa Kvinden og Forherligelse af
Kvinden. Den fremtræder undertiden stødende
doktrinært, som naar Solveig i Peer Gynt i den fra
Goethes Faust og Paludan-Mullers Adam Homo stammende
nedarvede Stil ved sin trofaste Kærlighed redder den
Elskedes - i dette Tilfælde endda altfor uværdige -
Sjæl, men denne Tro paa Kvinden, med hvilken Ibsen
ligesom synes at ville bøde paa sin Ringeagt for
Manden, er altid tilstede, og den har frembragt
en Række skønne og sande Kvindeskikkelser som hin
Margrethe i Kong s-Æmnerne, der med faa Streger er
tegnet i uforgængelig Skønhed, og hin Selma i De
Unges Forbund, der er det første Udkast til Nora. Da
denne Figur var ny, bemærkede jeg i en Kritik, at
den ikke havde tilstrækkeligt Raaderum i Stykket,
men at Ibsen burde skrive et helt nyt Skuespil om
den. Han gjorde det i Et Dukkehjem.
Efter min Opfattelse er det meget langt fra, at
Tanken om Kvindens Frigørelse i moderne Forstand fra
Begyndelsen af Henrik Ibsens Bane var ham nærliggende
og kær. Tværtimod. Han har end ikke oprindeligt stor
Sympati fdr Kvinden. Der gives Forfatternaturer, som
i sig har et Slægtskabsforhold til Kvindens Væsen,
ja som til en vis Grad er feminine. Ibsen hører ikke
til dem. Han har, skulde jeg tro, mere Fornøjelse af
at tale med Mænd end med Kvinder, og han har sikkert
anvendt langt mindre Tid paa Kvinders Selskab, end
Digtere plejer at gøre. Det er ogsaa langt fra,
at de moderne Skrifter om det Berettigede i en
Forandring af Kvindens Samfundsstilling fra først
af fandt nogen begejstret Læser i ham. Mill’s Bog om
Kvindesagen var, om jeg ikke fejler, ham stærkt imod,
da den udkom, og MilFs Forfatterpersonlighed indgød
ham ingen Velvilje. Navnlig forekom Mill’s Paastand
eller Tilstaaelse, at han skyldte sin Kone Meget og
det Bedste i sine Skrifter, Ibsen med hans udprægede
Individualisme latterlig. «Tænk!» sagde han smilende,
«om man maatte læse Hegel eller Krause med den Tanke,
at man ikke bestemt vidste, om det var Hr. eller Fru
Hegel, Hr. eller Fru Krause, man havde for sigl»
Jeg tror ikke, at hos Ibsen denne Uvilje mod
den enkelte Personlighed var en Sag for sig uden
Sammenhæng med hans Følelse for Kvindesagen. Jeg tror,
at der hos Ibsen fandtes en
G Brandes: Samlede Skrifter. III.
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
