Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Emigrantliteraturen
dog fordærvede Noget denne Besiddelse for ham. Han
vilde have velsignet den Haand, som med ét Slag havde
befriet ham fra hans fordums Ulykke og hans nærværende
Lykke, hvis det ellers var nogen Lykke. Han forsøgte
at virkeliggøre sine gamle Drømme: hvilken Kvinde
var ogsaa skønnere end Celuta! Han førte hende ind i
Skovenes Dy h og stræbte at forstærke Indtrykket af
sin Uafhængighed ved at ombytte ét ensomt Opholdssted
med et andet; men naar han havde trykket sin unge
Hustru til sit Bryst dybt nede i Afgrundene, eller
naar han havde ført hende op paa skyhøje Bjerge, saa
følte han dog ikke den Nydelse, han havde haabet. Det
tomme Rum, der havde dannet sig dybt nede i hans
Sjæl, kunde ikke udfyldes. René var bleven ramt af
en Himlens Straffedom, der paa én Gang udgjorde hans
Lidelse og hans Geni. Han forstyrrede Alt ved sin
Nærværelse: Lidenskaberne gik ud fra ham og kunde
ikke trænge ind i ham; han tyngede paa den Jord,
som han med Utaalmodighed vandrede paa og som bar ham
mod sin Vilje.» I disse Udtryk skildrer Fortælleren
Renes Væsen som Ægtemand.
Saare betegnende er denne Heltens Anstillen af
Forsøg med hans unge Brud, denne hans Stræben
efter ved ualmindelige Naturomgivelsers Kryderi
at give hendes Kærlighed større Tiltrækning for
ham. Forgæves! den unaturlige Lidenskab, han engang
har indgydt og der netop som unaturlig og efter
menneskelige Love forbryderisk havde en Magt og en
Flamme, der stemmede med hans eget Væsens flammende
Magt, har halvvejs smittet ham og i ethvert Tilfælde
umuliggjort ham at elske mere. Han skriver selv i
sit højst mærkværdige Afskedsbrev til Celuta, at hin
Ulykke har gjort ham til den han er, han har været
elsket, altfor højt elsket, og hin hemmelighedsfulde
Kærlighed har lukket hans Livskilder, skønt den ikke
udtørrede dem. «A1 Kærlighed,» siger han, «blev mig
en Rædsel: jeg havde et Mønster af en Kvinde for
Øje, som Intet kunde komme nær. Skønt i mit Indre
fortæret af Lidenskaber, er jeg paa .en uforklarlig
Maade bleven isnet af Ulykkens Haand.* «Der gives,»
fortsætter han, «saa ulykkelige Eksistenser, at de
ligesom anklager Forsynet og skulde synes at kunne
helbrede for den Mani at ville være til.»
Selve den medfødte Drift til at leve, den saa dybt
naturlige Kærlighed til Livet, forhaaner han, halvt
affekteret og halvt blaseret, som Mani, og i dens
Sted træder en vild, satanisk Til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
