Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XVIII. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 Den romantiske Skole
i Frankrig
Strid mellem hans Slægtninges Vilje og hans egne
Ønsker avlede desuden Mistillid, en Mistro til
Menneskene saa dyb, at den aldrig mere udslettedes
af hans Sind. Og til Angsten for at bedrages eller
at holdes for Nar af Andre til Fordel for dem kom
snart Frygten for at skuffe sig selv og derigennem
Vanen til bestandig at være paa sin Post, stadig
Selvpaapasning og Selvkontrol.
Der var i hans Væsen Noget, der lader sig udlede af
den Provins, i hvilken han fødtes og i hvilken hans
Familie bevislig havde været bosat et Par hundrede
Aar. Beboerne af Dauphiné er livlige, haardnakkede,
ræsonnerende, lige forskellige fra Pro-vengalerne
i Syd og Pariserne i Nord. Provengaleren giver
sine Følelser et larmende eller veltalende Udtryk,
han bander og skælder ud, naar han er vred eller
krænket; Pariseren er høflig, vittig, overfladisk og
glimrende. Karaktererne i Dauphiné har en særegen
Haardnakkethed; de er paa engang dybe og fine; de
gemmer paa en Krænkelse og hævner den, men giver
sig aldrig Luft i Skældsord. I Beyle’s Familie
hed det, at Slægten paa mødrene Side stammede
fra Italien; Be3Tle’s Moder læste ogsaa Dante og
Ariosto i Grundsproget, hvad dengang var noget højst
ualmindeligt for en Provinsdame, og man kunde maaske
forklare hans egen lidenskabelige Forkærlighed for
det italienske Væsen allerede deraf. Dauphiné var jo
forøvrigt lige til 1349 en fra Frankrig adskilt og
i sin Politik halvt italiensk Stat. Beyle indbildte
sig desuden, at Ludvig den Ilte, der som Tronfølger i
flere Aar styrede Landet, havde meddelt Indbyggerne
Noget af sit omsigtige Geni, der altid var paa sin
Post mod den første Indskydelse. Hvor usandsynligt
dette end er, saa er selve Antagelsen betegnende nok.
Omgivelserne uddybede tidligt det Præg af Mistro,
som Hjemmet havde givet Henri Beyle. Da han endelig
opnaaede den saa længe eftertragtede Frihed, det
vil sige: blev sat i en Skole som andre Drenge,
ventede en stor Skuffelse ham. Den lille stærke,
tæt og svært byggede Dreng med det livlige Blik og
det talende Aasyn, der paa Grund af sin faste Gang,
sine her-kuliske Lemmer og sit runde Herkules-Hoved
i Skolen fik Tilnavnet «det vandrende Taarn*,
var tiltrods for det ironiske Træk om Munden en
Sværmer. Han fandt i Skoledrengene ikke de muntre,
elskværdige og ædelsindede Kammerater, som han
havde forestilt sig, men istedenfor en Bande højst
egenkærlige Hvalpe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
