Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramaet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo
297
.tidig kan have kendt dem bedre. Stænderne i Blois
er vistnok det ypperste blandt disse Værker. Og
for at henpege paa noget Bestemt, anbefaler jeg
at læse de Scener, som fremstiller Hertugen af
Guise’s Mord. Sjældent har en Digter i et historisk
Skuespil vovet i den Grad at skyde al poetisk
Vedtægt til Side. Det er endnu langt mere levende og
virkelighedstro end Dela-roche’s iøvrigt fortræffelige
Maleri, hvor Henrik den 3dje aabner Døren paa Klem og
spejder efter sin store Fjendes Lig paa Gulvet. Vi
har hos Vitet netop set, hvorledes Kongen KL 4 om
Natten i sit Værelse har dyppet sjældne spanske
Dolke i Vivand og skælvende, uden at vove endog
at nævne sin Uvens Navn, har fordelt dem til sine
Mignon’er. Vi har oplevet Scenen i Hertugens Værelse,
hvor hans Moder og hans Elskerinde forgæves bønfalder
ham om at vogte sit Liv og ikke møde i Raadet næste
Morgen. Nu indfinder han sig der: en uhyggelig Følelse
griber ham, hans Næse springer op at bløde, han har
glemt sit Lommetørklæde og sender En bort for at
hente ham et. De skotske Gardister spærrer af Dumhed
hans Bud Gennemgangen for tidligt. Dog de begriber
deres Fejl og han faar Tørklædet. Men han er urolig,
og han, Kæmpen, der uden Blegnen har mødt saa mange
dragne Klinger, føler sig ilde, faar Ondt. Han er
endnu fastende; det vil gaa over, naar han spiser en
Bagatel; han griber til den lille Sukkergodt-Æske,
han har hængende ved sit Belte; den er tom. En sendes
bort for at hente ham en Smule Konfekt eller Frugt. Da
kommer Révol ud fra Kongens Værelse med Ordene:
«Kongen ønsker at tale med Jer, Monseig-neurU Alle
Raadsherrerne tier og ser paa hverandre. Hertugen
rejser sig, vil tage sin Kappe paa; den glider snart
ned ad den ene Skulder, snart ad den anden; ubevidst
søger han at forhale sin Bortgang, for stolt til ikke
at ville gaa, var det end i Døden, men Menneske nok
til at bæve et Minut paa Dødens Tærskel. Han vil have
endnu et andet Lommetørklæde, da det første er blevet
ganske blodigt; atter fjerner en af de Sammensvorne
sig, mens de øvrige staar som paa Gløder. Med fuldendt
Mesterskab er her hin Uroens, Utaalmodigheden og
den taabelige Skamfølelses Stemning gengivet, der
undertiden kan gribe os alle saa heftigt, at vi, blot
for at komme ud af en latterlig, pinlig Situation,
springer som med lukkede Øjne ind i de dumdristigste
Vovestykker. Atter udebliver den, der er sendt efter
Tørklædet; da taber den stolte Guise Taalmodigheden,
og med Ordene: «Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
