Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Ernest Renan (1823–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 Ernest
Renan
kraftige Rom snart vil rejse sig. (Der spilles
her paa Forholdet mellem Frankrig og Tyskland.)
Carmenta spaar, at der vil komme den Tid, da al Verden
taler Latin. Hun spaar, at Rom har en uhyre Fremtid,
en langt større end Albalongas for sig. Hun spaar,
at en ny Religion vil komme fra Østen og underlægge
sig Europa.
Hun anses for forrykt og hendes Mester, Antistius,
for en Landsforræder, der lægger hende Sligt i
Munden. Nej, saa er Tertius en anderledes trofast
Fædrelandsven! Han negter ubetinget, at Rom har nogen
Fremtid for sig, antager alt, hvad der er hæderfuldt
for Albalonga, vil ikke vide af noget, der ikke er
oprindelig og ægte Albalonga’sk.
De sande Fædrelandsvenner af hans Art hidser til
en unødvendig, ja vanvittig Krig mod Rom, hvilken
Antistius forgæves gør Alt for at hindre. For at faa
Sejr bringer de ham en Flok unge Mænd, de vil have
ofrede til. Guderne. Men Præsten véd, at Troen paa
Guderne er en Bespottelse af Gud, og at Troen paa
Gud er en Bespottelse af det Guddommelige. Han vil
ikke ofre Fangerne. Han siger, omtrent som Jesaja
længe før ham: «Vær retfærdige, lad Godhed og Fornuft
være jere højeste Guder!* Patrioterne svarer, at de
behøver ikke en Præst og ikke et Tempel for at faa
den Art Sandheder forkyndte. De hader og foragter
ham som Gudsfornegter og Svækling.
Og Antistius’s Modstand nytter intet. Andre niere
rettroende og konservative og snedige Tempeltjenere
vil alligevel myrde Fangerne bag hans Ryg, og end
ikke disse selv, der nu en Gang var forberedte paa
Døden, er ham i mindste Maade taknemmelige for deres
foreløbige Frelse. Ogsaa de finder ham halvgal og
fornegter ham. End ikke de, han frigør, véd ham Tak
derfor. Vel maa han spørge sig, om det er Umagen værd
at ofre sig for et Kuld, der staar saa lavt og er
*$aa skæbnesvangert viet til Usandheden. Han føler,
at aandelig Ensomhed er deres Lod, der rager op over
Mængden ved Aand eller ved Hjertelag.
Dog værre for ham er hans Indseen af, at de Andre
tildels har Ret. Han forstaar, at han svækker sit
Fædrelands Modstandskraft ved at sige det Sandheden
om Rom, ved at nedbryde dets Tro paa dets Nationalgud
og ved at gøre Brud paa de barbariske Skikke, ved
hvilke hans Folk endnu hænger.
Ja, end ikke over sin egen aandelige Frigjorthed kan
han være helt glad. Fra først af følte han den som
en stor Lettelse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
