Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Marcel Prévost (født 1862)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aand. Han behandler ikke Æmnet som ren Kunstner,
han glemmer ikke et Øjeblik Moralens, ja end ikke
Religionens Krav. I hans Bøger tilgiver Livet ikke
noget som helst Brud paa den sædelige Sundhedsplejes
Regler. Han formaner vel kun sjældent selv; men der
gives ingen større Pligtlærer end Livet, som han
fremstiller det. Uden Tvivl har Bourgets Eksempel
lokket ham og vist ham Vejen. Forfatteren til de
kritiske Forsøg og til Den moderne Kærligheds
Fysiologi har jo forandret sig ikke lidt i
Tidernes Løb. Marcel Prévost, der altid har været
en ærefrygtsfuld Søn af Kirken, vil maaske med Tiden
blive en lille Kirkefader ganske som Bourget.
Gives der endnu i Frankrig Folk, der foretrækker
det gamle, rolige Hedenskab hos Mænd som Beyle,
Mérimée eller Flaubert for de nulevende franske
Romanforfatteres forvirret-bevægede Sindstilstand? Jeg
véd Intet derom. Det Visse er, at med Hedenskabet
i den franske Literatur er det for Øjeblikket saa
temmelig ude, og det er kun naturligt, at Ungdommen
følger Strømmen og gør sig til Organ for den af
Spuller saakaldte «ny Aand», der er saa gammel og
saa ærværdig.
Helten i En Elskers Bekendelse har den sky
Blufærdighed, som man kan vente at finde hos en
Hippolyte, der er opdraget af Præster og gamle
hæderlige Kvinder; hellige Kvinder kalder Forfatteren
dem.
Som Prévost’s andre Elskere har han en sand Rædsel
for den frimodige og fuldstændige Kærlighed; han
frygter, hvad han kalder sanselig Elskov som en
Besmittelse. Hvis han et Øjeblik kan beruses af den
gensidige Hengivelse, føler han kort derefter enten
en Strøm af Skam eller i det mindste et Vemod, hvis
Sødme paa én Gang binder ham og nedværdiger ham i
hans egne Øjne.
Hans Fornemmelser er for fine; han er ikke født
levedygtig, men forbliver fra først til sidst det
tænksomme, følsomme og undselige Barn, han en Gang
var. Da han efter Bruddet med sin første Elskerinde
forelsker sig i en ung Kvinde, der er forladt af sin
Mand og at betragte som fri. fortaber han sig med
hende i kyske og tyske Drømmerier om, hvorledes de
gad fly med hinanden gennem Himmelrummet; de spørger
hinanden, om de vil træffes paany efter Døden, og da
de er naaede til at føle sig som sammensmeltede til
ét Væsen, forlader han hende af Angst for den Attraa
til hende, han neppe vover at tilstaa sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
