Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VII. Fremstilling af den romerske og germanske Arverets Væsen. Kritik af Lassalles Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444 Ferdinand
Lassalle
slaa Løg- og Valniuehoveder af, det vil sige:
Republiken fordriver dette’ fra de gamle pelasgiske
Tider stammende Barbari. Den pelasgiske Aand udvikler
sig til Romeraand. Romerens sande Religion er
Retten; Religionen selv er ham kun det forhistoriske
Udgangspunkt og bevares derfor af ham som noget for
ham selv og hans Aand Fremmed, der dog som Grundlaget
for hans Folkeaand fylder ham med ærefrygtsfuld
Gysen. Medens alle andre Folk selv driver deres
Religion, lader Romeren den derfor besørge for sig
af et fremmed Folk, og netop af sit Stammefolk
Etruskerne. Det er Offertydere, der kommer fra
Etruskerne, som forlanger Curtius’ Død som Sonoffer
til «Mane-guden». Augurerkunsten var en etruskisk
Kunst. Den Forsoning mellem den Afdøde og den Levende
(Laren og den nye Besidder), som Romeraanden nu
fuldbringer eller egenlig ikke fuldbringer men
er, den er det. som finder Sted i Retten. Den
testamentariske Arving er allerede Forsoningen. Han
er jo selv Fortsættelsen af den Afdødes Tilværelse,
har optaget hans Vilje i sig. Men med dyb indre
Nødvendighed maa Retten nu paany afspejle hin indre
Spaltning og Splid mellem den Døde og den Levende, som
fandtes i den religiøse Grundsubstans. Faa Grundlaget
af den skete Forsoning hæver sig da paany det gamle
fjendtlige Forhold mellem Laren som blivende Vilje
og hans Efterfølger i Skikkelse af Arveladerens og
Arvingens fjendtlige Forhold til hinanden. Denne
Splid maa opstaa paany; thi det er jo den samme
Folkeaand, hvis Væsen fremtraadte paa det lavere
Udviklingstrin, Religionen, der nu fremtræder paa det
højere Stade, Retten. Alt det tidligere Udviklede faar
ved Indsigten i dette Forhold et helt nyt og større
Perspektiv. Og hvad den romerske Folkeaand angaar,
forstaas dens Udvikling paa Rets-Omraadet ogsaa
først nu fuldstændigt. Alle Folk har en Ret; thi alle
Folk virkeliggør et aandigt Indhold i den udvortes
Virkelighed. Men hvad Romeren her virkeliggør, det
er den uendelige Vilje-Personligheds Tanke, o: selve
Rettens Indholdsbegreb, og saaledes har han ikke en
Ret, men Retten, og saaledes bliver denne hans Væsens
sande Udtryk. Overgangen fra det pelasgiske Stammefolk
til Romere og Grækere er da det uendelige Jegs
Overgang fra Religionens fantastiske Inderlighed til
Kunstens højere Form hos Grækerne, til Rettens højere
Form hos Romerne, og Religionen bliver kun liggende
bag begge disse Aandsformer, hist som Kunstens Form,
her som Rettens religiøst-oversanselige Grundlag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
