Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Wilhelm Scherer (1841–1887)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
578 Wilhelm
Scherer
«Se, se! ogsaa det har han husket paa; heller ikke
det har han overset», eller deslige.
Bogen er stærk ved sit oprigtige Frisind. Saa
stor Patriot Scherer var, han var fri for al
Nationalforfængelighed. Ja han trodser den
doktrinære Nationalfølelse. I sit Afsnit om
Middelalderens Hof-Epopeer sammenligner han den
tyske Digter Hart-mann von Aue med den franske
Chrestien de Troyes. Han siger: «Hartaiann har
overalt det Sjælelige ved Haanden. Hos Chrestien
er Venskabet et lystigt Vaabenbroderskah; Hartmann
bruger Vendingen: Hver af dem bar den Andens Fryd og
Kval. Hos Chrestien har Kvinderne kun Ynde i Lader
og i Tale; hos Hartmann er Hjertensgodhed og Sagtmod
deres Hovedpryd. Franskmanden skælder undertiden
paa Kvinden; det falder aldrig Tyskeren ind. Kort
sagt. Franskmanden er naturlig, Tyskeren følger en
Vedtægt.* Der skulde et dygtigt Naturel til at skrive
dette i vore Dages Tyskland ikke ti Aar efter Krigen.
Hans Mangel paa filosofisk Dannelse gjorde
nødvendigvis Indledningen til hans Literaturhistorie
noget mager. Han nøjedes med den Iagttagelse, som
han søgte at give Præget af en Lov, at Tyskerne
efter deres Naturbeskaffenhed naaede et aandeligt
Højdepunkt én Gang hvert 600. Aar; de havde
aandeligt staaet højest omkring Aar 600, Aar 1200
og Aar 1800. Det første Aarstals Tvivlsomhed gør
Udmaalingen af Bølgebevægelsen saare usikker. -
Han stræber med stor Alvor at finde den dybeste
Egenskab i den tyske Natur. Han finder den i sin
Bog i den Haard-nakkethed i Godt som i Ondt, om
hvilken Tacitus siger, at de gamle Germaner kaldte
den Troskab. Men et Par Aar efter, netop som den
«antisemitiske» Bevægelse stod i sin Blomst, sagde
han en Aften vemodigt: «Det gaar mig underligt med
Bestemmelsen af, hvad der dybest inde er tysk. Engang
troede jeg, det var den store Lidenskab. Saa troede
jeg, det var Haard-nakkethed. Tidligt vidste jeg,
vor Forbandelse var den, ikke at kunne holde Maal
og Maade. Nu véd jeg slet ikke mere, hvad det Tyske
er. Jeg ser altfor megen Raahed.» Han hørte til dem,
der straks underskrev de saakaldte Notablers Protest
mod den Stockerske Agitation.
Hans Bearbejdelse af den nyere tyske Literatur er
helt igennem letlæst og aandrig. Foredraget bevæger
sig frem i ganske korte Sætninger, næsten lutter
Hovedsætninger, altid med stor Klarhed, men med ikke
ringe Ensformighed. Den Manér, hvortil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
