Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XI. Venus og Adonis; Naturbeskrivelsen. Lucretia; Forhold til Malerkunsten - XII. Skærsommernatsdrømmen. Digtets Anledning. Fyrstelige, folkelige, lavkomiske og overnaturlige Elementer deri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74 William
Shakespeare
Lidenskaben som det Overophidsede i Billedsproget,
hvor Billed undertiden avler Billed med en Yppighed
og Hurtighed som den, hvormed visse lavtstaaende
Organismer formerer sig.
Han havde Evnen til dette Spil med Ord og Tanker
som han havde Evnen til alt muligt; han var for
rigtudrastet til at maatte staa tilbage. Men der er
heri noget, som ikke var hans oprindelige Væsen. Da
han naaer saa vidt, at i hans Frembringen hans
inderste Personlighed bryder igennem, røber der
sig en langt dybere, følelsesfuldere Natur end den,
der giver sig Luft i dette stadigt Spidsfindige i
Fortællingerne paa Vers og i dette evigt Slagfærdige
i Lystspildiktionen.
XII
Tiltrods for den Yndest og det Ry, Venus og Lucretia
forskaffede Shakespeare, har han med sin geniale
Selverkendelse sikkert hurtigt forstaaet at ikke
den fortællende, men den dramatiske Poesi var den,
som bød hans Evner fuldt Raaderum.
Og vi* ser ham paa dette Tidspunkt første Gang
hæve sig til Mesterskabet. Han naaer det indenfor
Skuespillets Ramme, dog betegnende nok endnu ikke
ved det dramatiske Element deri, men især ved den
rige uovertrufne Lyrik, hvormed han overbroderer et
tyndt dramatisk Kanevas.
Hans første Mesterværk er et Mesterværk af Gratie i
Lyrik og Komik - Skærsommernatsdrømmen, et Festspil,
en Maske, før Maskerne indførtes som staaende
Kunstart, sikkert skrevet til en fornem Beskytters
Bryllup, sandsynligvis til Majfesten efter Essex’s
stille Bryllup med Philip Sidney’s Enke i Aaret
1590. Der findes i Oberons Monolog et betydningsfuldt
Sted om en dejlig Vestalinde paa Tronen, paa hvem
Cupido’s Angreb prellede af, der har tydelig smigrende
Hentydning til Elisabeth og Lei-cester, og om den
lille Blomst, som ramtes af Amors Flammepil, hvilket
paa lignende allegorisk Maade med Vemod hentyder
til Essex’s Moder og hendes Ægteskab med Leicester,
efter at denne Elisabeths Elsker var bleven afvist
som Brudgom af Dronningen. Ogsaa Andet tyder her paa
Essex som Brudgom i Theseus’s Lignelse.
Hvorledes tale værdigt om Skærsommernatsdrømmen? Det
er neppe Møjen værd at dvæle ved Svagheden af
Karaktertegningens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
