Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XVII. Shakespeare vender sig til det historiske Skuespil. Hans Richard II og Marlowe's Edward II. Mangel paa Humor og paa stilistisk Vilje. Engelsk Nationalstolthed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
141
bag denne Skildring. Shakespeare maa have studeret
den Del af Englands Historie, der laa ham nærmest,
Omslagene og Omvendelserne under Mary’s og Elisabeth’s
Regeringer med stor Opmærksomhed for at have faaet
-et Indtryk af den politiske Omskifteligheds Jammer,
der var saa levende, som det, han her har formet
dramatisk.
Den gamle Gaunts kongetro, men langt mere
fædrelands-elskende Personlighed giver Shakespeare den
første Anledning til at lægge sin Glæde over England
og sin Stolthed af at være Englænder for Dagen. Han
lader den døende Gaunt i sin Smerte hæve sig til den
reneste Lyrik i Udbruddene af sin fædrelands-kærlige
Sorg over Richards Skalten og Valten med Landet. Og
al Sammenligning med Marlowe falder bort, hvor
her Shakespeares egen Tone slaar igennem, hvor man
ligesom hører denne Patos, der er selvbehersket Vælde,
Ligevægt under Uro, men dog Ligevægt, svinge sig
op over Marlowe’s vilde, højttravende Stil. Gennem
den gamie Gaunts Tordentale til Kongen fordi denne
har pantsat den engelske Jord, klinger al det unge
Englands patriotiske Selvfølelse paa Elisabeths Tid:
Den stolte Kongestol, den Hersker-0,
det Majestætens Land, Krigsgudens Trone,
det halve Paradis, det andet Eden,
den Borg, Naturen byggede sig selv
til Værn mod Smitsot og mod Krigens Haand,
den lykkelige Slægt, den lille Verden,
den Ædelsten, i Søl ver-havet fattet,
der tjener den til Ringmur og til Borggrav
mod mindre lykkelige Landes Avind,
den Lykkens Plet, det Englands Rige, Amme
og Moderskød for kongelige Fyrster,
hvis Æt er frygtet og hvis Byrd berømt -
******** * * .»..*»
.
det Hjem for disse dyrebare Sjæle
det dyrebare Land, saa dyrebart
ved sit berømte Navn i Verden, det
er nu forpagtet bort - jeg dør ved Ordet -
ret som et Fsestegods, en ussel Avlsgaard!
England, indbundet i det stolte Hav,
hvis høje Klippestrand tilbage slaar
den vaade Havguds avindsyge Stormløb,
er nu i Skændsel bundet ind, med Pletter
af Blæk paa muldne Pergamentstraktater;
England, til Sejer over andre vant,
har nu besejret skammeligt sig selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
