Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XIX. Vinteræventyret Episk Tilsnit. Barneskikkelsen. Stykket en Musik. Shakespeares Æstetik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210 William
Shakespeare
Hertil svarer Polyxenes med disse dybe Ord:
Og oni saa var, Naturen kan dog ikke forbedres ved
et Middel, som Naturen ej selv har skabt, og over
denne Kunst, der, som du siger, hjælper paa Naturen,
er der en Kunst, Naturen skaber selv. Du ser jo,
smukke Barn, at vi formæler en ædel Ympe med den
vilde Stamme, og at den grove Bark befrugtes ved en
Knop af bedre Slægt. Det er en Kunst som hjælper
paa Naturen - eller rettere forvandler den; men denne
Kunst er selv Natur.
Det er vel de dybeste og fineste Ord, der var at sige
om Forholdet mellem Natur og Kultur, den klareste
Afvisning af det Natur-Evangelium, mod hvilket
Shakespeare snart i Stormen med Skikkelsen Caliban og
med Latterliggørelsen af Gonzalo’s kulturfjendtlige
Utopi skulde nedlægge Protest. Perdita selv er jo
ogsaa netop en udsøgt Blomst af denne ægte, Naturen
bevarende og forædlende Kultur.
Men det er desuden sande Visdomsord om Forholdet
mellem Naturen og Kunsten. Denne Kunst, der selv er
Natur, det er hans. Hvad denne korte Replik giver os,
er intet Ringere end Shakespeares Æstetik.
Hans Ideal har været en Digtning og en poetisk
Diktion, der paa intet Punkt fjernede sig fra hvad
Hamlet kalder «Na-turens Beskedenhed*. Har han end
ikke selv, især i den tidlige Ungdom, kunnet undgaa
Smitten af sin Tidsalders Smag for det Kunstlede,
altid har han dog forfulgt det med sin Spot. Lige
fra han gjorde sig lystig over Euphuismen i Elskovs
Gækkeri og i Falstaffs Repliker (se ovenfor 8. Bind
S. 52), har han, især hvor han lader Hoffolk tale,
havt den af alle Kræfter til Bedste. Saaledes ogsaa
her i det forkunstlede poetiske Sprog, han lægger
Hofmændene i Munden.
Camillo siger i Stykkets første Scene lovprisende om
Ma-milius :
De, der gik ved Krykker inden han blev født, ønsker
endnu at leve for at se ham som Mand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
