Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
II9
han lever. Halvtredsindstyvetusinde Rigsdaler! Jeg vil slaas med den allerværste
Troldheks, som findes i denne Verden, for slig en Sum. Kom herhen til Vinduet og
betro mig, hvad Han veed.«
Tange fortalte nu, at da han var gaaet op til Kirken for at udforske Graveren,
havde han hørt Stemmer bag Alteret, han blev da staaende bag en Pille og saae
Præsten og to Fremmede i ivrig Samtale med hverandre. Af de afbrudte Ord, han
hørte, fik han ud, at Præsten havde faaet den ovennævnte Sum i Forvaring, og at den
iaften ved Midnatstid skulde leveres til de to Mænd, for at disse kunde bringe den til
Kjøbenhavn.
Manheimer sad længe grundende, efter at Tange havde ophørt at tale. Hans
Ansigt udtrykte i en livlig Veksel de forskjellige Lidenskaber, der omsider alle for-
svandt for en rasende Begjærlighed efter at komme i Besiddelse af Pengene.
»Talte disse Mænd ikke om, at de havde Medhjælpere i Sagen?«
»Nej,« svarede Tange; »men saavidt jeg fornam, vare Begge bevæbnede.
Den Ene var ogsaa tilstede ved Skriftemaalet i Eftermiddag og havde en lang Sam-
tale med Præsten.«
»Og det var iaften, Pengene skulde overleveres dem? Vil Han springe ned
og høre, hvad Klokken er?«
»Den er ti forbi.«
»Mord og Bøddel! saa er det paa Tiden, at vi begynde paa Arbejdet,« ytrede
Manheimer med et tilfreds Smil, idet han hængte sin Kaarde i Bæltet og svøbte sig
ind i en stor, blaa Kappe. »Gud i Vold, Monsiør Tange! Han skal spørge Nyt fra
mig. Lykkes Anslaget, kan Han gifte sig paa Minutten, for saa gjør jeg Ham til Præst
paa en af mine Herregaarde.«
»Hvilke Herregaarde?«
»En af dem, jeg kjøber mig for Skatten — Død og Allandsens Ulykker! Halv-
tredsindstyvetusinde Rigsdaler! Jeg vilde dræbe min egen Broder for slig en Sum.«
Kaptajnen gik. Tange blev staaende i Døren og lyttede. Hans Ansigt vidnede
om en vis Uro i de første Øjeblikke, efter at Manheimer havde forladt ham, medens
han overvejede de mulige Følger af dette Forræderi. Manheimer begav sig ud til
Gaasetaarnet, hvor han i Vagtstuen fandt sine Kammerater beskæftiget med at spille
Landsknægt. To af dem rejste sig straks efter hans Ankomst og forlod Spillebordet,
af den meget naturlige Aarsag, at de havde tabt alt, hvad de ejede. Manheimer strøg
sin Knebelsbart og smaalo. Han gik hen til den Ene og lagde sin Haand paa hans
Skulder.
Det var en gammel Rytter med et arret og brunligt Ansigt, omgivet af et
tæt, graat Skæg.
Den gamle Krigsmand vendte sig mod Kaptajnen, nikkede koldt og udbrød:
»Tal ikke til mig, Manheimer! jeg er rasende i dette Øjeblik.«
»Det tror jeg nok, Kammerat! naar man gaar hen og bortspiller sine Penge.«
»Riskerer man da ikke at tabe, naar man sætter sig til at spille?«
»Nej.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
