Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3o8
DRONNINGENS VAGTMESTER.
hun idag var iført. Hun bar en kostbar Kjole af lyseblaat Taft, besat med Knip-
linger og nedringet saa dybt, at hendes rynkede Hals og det øverste af Brystet kom
tilsyne. Hendes Hovedpynt var af samme Farve og efter den Tids Smag en Sammen-
sætning af Fjer og Baand, mellem hvilke enkelte Lokker af hvidgraat Haar viste sig.
Begge Dele, Kjolen og Haarpynten, havde uden Tvivl tidligere haft en skjønnere, i
det mindste fornemmere Ejerinde. Hendes Arme skjultes af et Par Langhandsker,
hvis Fingre hun for Bekvemmeligheds Skyld havde afklippet. Ærmerne paa Kjolen
vare opkiltrede for ikke at være til Hinder, medens hun tilberedte Maden.
Den anden Person var Tam, Kulsoens forsagte og villieløse Ægtefælle. Han
laa udstrakt paa en Bænk under Vinduet med Hovedet paa en Pakke sammenrullede
Klædningsstykker. Naar Kulsoen et Øjeblik forlod Arnestedet, kastede Ilden sit Skær
paa flere blankt skurede Tinkar og Fade og paa en galloneret Herreklædning, som
hang paa den modsatte Væg.
Udenfor Hytten havde en tæt og heftig Regn vedvaret i de sidste Timer.
Løvet hvirvlede omkring mellem Træerne, løsrevet af en af disse hyppige Efteraars-
storme, der rase heftigt i Stevns Herred, idet de komme ind fra Havet, uden at møde
nogen Modstand i det flade og bakkeløse Land. Sumpfuglenes Skrig nede fra Mosen
og den ensformige Lyd af Vandmøllens Klapren hørtes gjennem Skoven i de enkelte
Mellemrum, Stormen tog af. Et svagt og blegrødt Lys, som viste sig paa Himlen
mod Vest, antydede, at Solen var i Begreb med at gaa ned.
»Du kunde nok ellers rejse Dig op og hente mig en Armfuld Tørv,* udbrød
Kulsoen, efter at der længe havde fundet en uafbrudt Tavshed Sted i Stuen. »Jeg
bringer alt til Huset: god Mad og kjønne Klæder, og Du skal ikke saa meget som
give mig en Haandsrækning derved.«
»Ja Gud naade os for hvad Du bringer til Huset!« sagde Tam. »Det vil
blive et kjønt Regnskab, naar Herskabet engang vender tilbage og finder Skabe og
Kister tomme.«
»Staar det maaske skrevet paa Kisterne, hvem der har tømt dem?« spurgte
Konen haanligt. »Det kan være os, det kan være vor Nabo, det kan ogsaa være
Fjenden, hvem veed det? — Ak, lille Tam! Du er vel bleven gammel, men Klog-
skaben er ikke kommen med de graa Haar; dit hele Liv er gaaet bort i Armod og
Usselhed, og Du tøver endda med at forandre det, naar Lejlighed gives. Forrige
Vinter kæmpede Du med Svend og dine Kammerater. Gudbevares! I skulde jo værge
for Landet, hed det, I, som i Fredstid ikke havde en Plet at helde Jeres Hoveder til.
Hvad fik 1 for det, I tapre Karle! mens 1 sultne og tiggefærdige droge omkring fra
Sted til Sted? Hvem husker paa, hvad I har bedrevet, hvem har budt Jer Tak der-
for? Du kan endda lægge dine Hænder sammen og prise din Lykke, at Du slap for
at blive Krøbling, som den lille Jens Jerntrøje, der nu humper omkring paa Krykker
°g tigger sin Føde for Hvermands Dør, eller at det gik Dig som Abel, der efterlod
sin Kone og sin Dreng i Nød og Usselhed.«
»De have gjort deres Pligt,« sagde Tam. »Vorherre raader for Lykken.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
