Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
DRONNINGENS VAGTMESTER.
»Oberst Leijon!« raabte han med en Stemme, hvis Betoning kun havde saare
lidet fjendtligt hos sig. »Jeg sagde Eder det nok, vi vilde møde hinanden igjen. —
Der er Retfærdighed i Himlen.«
»Ah, er det Dig, min Gut!« sagde Obersten, »Denne Gang lader det til, at
Du vil kunne opfylde din Trusel fra sidst og bære mig bort herfra,« ytrede han med
et sørgmodigt Blik omkring paa sine Folk, hvis Antal Gjøngerne og de hollandske
Matroser i den Grad havde forringet, at enhver Tanke om længere Modstand syntes
at være Daarskab.
Medens Obersten talede, sænkede en Gjønge i to Skridts Afstand sin Bøsse,
indtil den naaede i Højde med Leijons Bryst. Ib bemærkede det tidsnok for at slaa
Piben ned med sin Sabel.
»Lad være, Jonas!« udbrød han, »han tilhører mig.«
En anden styrtede frem fra den modsatte Side med hævet Morgenstjerne.
»Holdt!« raabte Ib. »Ned med din Kølle!«
Og idet han smilede og vendte sig om mod Obersten, gjentog han Leijons
Ord fra hin Aften:
»Denne Mand vil ikke kunne skade os.«
Gjøngerne gik for at søge sig andre Modstandere. Ib blev alene tilbage med
Leijon.
»Flygt!« sagde han, »gaa eders Vej, Herre Oberst! I ser, at Lykken denne
Gang er med os.«
Obersten satte Hjelmen paa sit Hoved og rakte Ib Haanden.
»Gud være med Eder!« sagde Ib og gjengjældte Leijons Haandtryk.
Obersten gik, Vagtmesteren blev staaende og saae efter ham saa længe, indtil
han havde overbevist sig om, at Leijon var frelst, derpaa vendte han tilbage til sine
Folk, som havde adspredt sig imellem Løbegravene. Den Første, han traf i disse,
var en Flygtning, som sogte at skjule sig bag en nedkastet Jordbunke. Men Vagt-
mesterens skarpe Øjne havde allerede set ham.
»Skaan mig!-; sagde Manden, idet Ib drog ham frem, »jeg er ingen Fjende,
men en stakkels dansk Bonde, som de have drevet til at arbejde nede i deres Grave.«
»Det er jo Tam, vor gamle Kammerat!«
Ak, lille Vagtmester! er det Eder,« raabte Tam fornøjet og greb Ibs Haand.
»Hvad Nod har jeg saa. Jeg flygtede nys for alle de fremmede Matroser, for der var
Ingen af dem, som kunde forstaa, hvad jeg sagde.«
»Og Du er atter iblandt Fjenden, Tam?« spurgte Ib barskt.
»Ja!« svarede Tam frejdigt. »I kan lægge Hænderne sammen, Vagtmester 1
og takke eders Gud, fordi I modte mig. For eders Skyld er jeg dragen hjemmefra.
Jeg var paa Vejen op til Kjobenhavn for at sogc Eder, da de fangede mig.«
»For at soge mig?« gjentog Ib. »Tam, Tain! kommer Du nu igjen med dine
gamle Rævestreger.«
»I kan kalde det for, hvad I vil!« svarede den Anden sørgmodigt, »men hør
mig først tilende. — Jeg kom for at opsøge Eder og ikke af anden Grund. Der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
