Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagbog fra en Rejse paa Vestkysten af Vendsyssel og Thy 1865 - IV. Børglum Kloster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342 DAGBOG FRA EN REJSE I VENDSYSSEL OG THY
Selv tjente Else som Pige i fem Aar hos ,,de Gamle",
som havde Gaarden i Fæste fra Hillerups Tid. Saa blev
det bestemt, at hun skulde have den og tage de Gamle
paa Aftægt og svare dem aarlig 8 Tdr. Korn, 2 Køer og
Foder til en Hest (thi den gamle Mand prangede). Der blev
ikke Meget tilovers at gjøre sig lystig paa, naar man
skulde tage en Gaard med saadan en Extrabyrde, til-
føjede Else.
Som Besidderinde giftede hun sig.
Jeg spurgte: ,,;Saa havde De vel mange Friere, da De
fik Gaarden?”
»Mange Friere, nej, jeg har aldrig været kjøn af An-
sigt.”
»Det troede jeg dog."
»Nej, jeg har ikke; men min Mand, jeg fik, var smuk,
og hvis Folk leve saadan sammen, som vi har levet i
fyrretyve Aar, saa leve de godt."
»Men hvor er da Manden?”
Hun saa ud: ,,Der gaar han ude." Men før jeg fik
rejst mig, var han forsvunden i Kostalden.
Det var Synd at anstrenge hende med længere Sam-
tale, og vi gik. I Kostalden traf jeg Manden, lille, jovial,
rødkindet, gulhaaret, tiltrods for sine 72 Aar. Selv gjorde
han opmærksom paa, at hans Øjne vare røde og rindende,
hvilket han fik i Krigens Tid, d. v. s. 1816, da han mar-
scherede til Frankrig, men dog ikke kom længer end
til Hannover, hvor Mandskabet laa i nogen Tid, men saa
kom hjem lige til Juleaften. Lars ser unægtelig trods sin
Jovialitet og Elses Ros over hans fordums Skjønhed ud
til at være af lavere Race end hun, og det syntes, som
om han selv var gjennemtrængt af en saadan Følelse.
Naar han talte om hende, var der ikke Tanke om, at
han havde Noget at ville. Han er tilstede som Arbejdsbi,
hun som Dronning, og en Tjenestekarl paa en Herregaard
kunde ikke med mere Respekt sige, at hun vilde ikke
have Doktor. — ,Ja, men saa hent Doktor paa egen
Haand!" — ,Ja,’" sagde den livlige Gamle og gjorde sig
Umage for at finde et Sted, hvor han kunde se hen, medens
den uvante Tanke at handle paa egen Haand var over
ham. — ,, De vil dog nødig miste hende." — ,Ja, Vor-
ne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
