Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366 FORTÆLLING OM TO BØRN
»Kom dog ind; De ser saa forknyt ud; kom, lad os
tale lidt sammen.”
Derinde sad en Dame, som Marie havde set et Par
Gange før hos Professoren uden at tale med hende.
Damen havde et venligt, varmt Blik, og Marie havde
været glad ved at møde og gjengjælde det. Fra den
Fremmedes Side kom det dels af uvilkaarligt Behag,
dels af, at Professoren talte godt om Marie, ja engang,
da hun var gaaet, havde han med et Tungesmæk sagt:
»Der stikker ’Noget i det Pigebarn!”" Damen var vel syv
eller otte og tredive Aar, men saa noget ældre ud, fordi
hun var lidt koparret og fyldig.
»Her har vi vor rare, lille Borris, og hun vil nu gjøre
mig den store Sorg at forlade mig,” sagde han. ,,Hvad
skal der saa blive af Kunsten, lille Borris?”
»Jeg ved ikke. Jeg kan ikke blive i Kjøbenhavn.”
Der dirrede en saadan Smerte i Stemmen og hele
Personligheden, at Damen og Professoren udvexlede et
talende Blik. Begge vare overbeviste om, at der var
pekuniære Aarsager; men Damen opfattede det tillige,
som om det kjøbenhavnske Hjem "ikke var godt.
»Holder De meget af Deres Kunst?" spurgte Damen
med en mærkelig blød og behagelig Stemme.
»Kunsten holder af hende, det er næsten mere,” sagde
Professoren.
For at forstaa, hvad der nu indtraf, maa man kjende
noget til Fru Stranders. Hun havde i en ung Alden
forladt Danmark for at uddanne sig som Sangerinde og
havde ogsaa i Paris fundet Anerkjendelse og faaet An-
befaling af sin Lærer; men da hun saa rejste til Italien
for at opnaa Engagement ved et af de store Theatre,
mødte hun ’ufravigelig Fordringen om det Offer, som
Kean forudsagde Miss Lydia. Ved Koncerter kunde hun
opnaa en vis, ikke ubetydelig Anerkjendelse, men ikke
en saa ’storartet og afgjørende, at hun blev en Nødven-
dighed for et Theater, at hun baaren af den offenlige Me-
nings Fordring kunde betræde Scenen uden at gaa under
Aaget. En Tidlang var Livet alligevel overordenlig rigt eller
stærkt for hende. Eftersom hun nu engang var i Kampen,
optog hun den med Stolthed, vilde sejre baade som Kvinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
