Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De tumletr bortover mot midtskibet, blændet
av det fryktelige lys, med det glovarme jern
sydende under sine fotsaaler.
— Aa Gud for en vakt det skal bli, mumler
Lille Bekhardt og redder sig ind i stokhullet.
Pludselig staar Benjamin ute paa risten der
Anton var styrtet ned. En smal leider stuper
bratt ned mot dørken, hvor to hvite rygger lyser
i halvmørket.
En tung umaadelig varme begynder at
svømme om Benjamin, mens han stiger ned leideren.
Hans hænder giir forsigtig langs det oljefettede
rækverk. Her var det at det sorte legemet suste
forbi, han føler en iling av angst, og haanden
hvitner om staalstangen.
Luften biir varmere og varmere eftersom han
synker ned i dypet, tilslut lukker et tusenfavnet
hav av hete sig over ham og trykker med et bløtt,
forfærdelig press mot hans skuldre. Han er
naadd bunden, han staar nedpaa dørken.
— Hvorfor satan kommer dere ikke før,
skriker et sortstribet, svedende ansigt mot dem, vi
holder jo paa at stupe.
— Det var han Gustav, svarer Lille Bekhardt.
Hvad fanen skulde jeg gjøre?
Men de andre hører ikke længer paa ham. De
raver bortover mot leideren og begynder at stige
opover mot hvilen, mot otte timers frist til
næste vakt.
— Du faar kvikke dig op i haksen, sier Lille
Bekhardt, her er en lykt. Jøssenamn, her er jo
fritt for kuli. Skynd dig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
