Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Italien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italien
ikke respekterede paa Wienerkongressen, hvor
Italien igjen udstykkedes i større og mindre Stater
med fremmede Styrere. De eneste Stater, som
ikke gjenoprettedes, var Republikerne Genua og
Venedig, af hvilke den første tilfaldt Kongen af
Sardinien, som forresten fik sine Lande tilbage
efter de 1792 bestaaende Grændser. Keiseren af
Østerrige forenede det nyoprettede
lombardo-venetianske Kongerige med sine Arvelande; Huset
Østerrige-Este fik Herredømmet i Modena, Reggio,
Mirandola, Massa og Carrara; Napoleons Hustru
Keiserinde Marie Luise fik Parma, Piacenza og
Guastalla; Erkeheriug Ferdinand af Østerrige blev igjen
Storhertug af Toskana; Infantinden Marie Luise fik
Lucca; Kirkestaten blev gjenoprettet, og Kong
Ferdinand den fjerde fik begge Sicilier igjen.
Englænderne fik Malta, medens den lille Republik
San-Marino og Fyrstendommet Monaco holdt
sig og har beholdt sin Selvstændighed. Østerrige
havde i det hele Overvegten i Italien og fik endog
ved specielle Aftaler med Fyrsterne Ret til at
blande sig ind i Staternes indre Anliggender mod
til Gjengjeld at love dem Understøttelse i
Tilfælde af Revolutioner. Ønsket om Italiens
Enhed, fri Forfatning og Uafhængighed gjorde
sig imidlertid mere og mere gjeldende og vandt
stedse større Magt, navnlig ved Indflydelse af det
allerede 1808 stiftede Carbonarisamfund.
Revolutionen paa den pyrenæiske Halvø 1820
foranledigede Uroligheder i Neapel, hvor Ferdinand
den første maatte love en liberal Konstitution, og
i Sardinien, hvor Viktor Emanuel den første
1821 takkede af til Fordel for sin Broder Karl
Felix. Urolighederne blev imidlertid snart
dæmpede ved østerrigske Vaaben baade i Neapel
(7de—10de Marts 1821) og Piemont (7de—9de April)
og en streng Reaktion fandt Sted, støttet af den
gjenoprettede Jesuiterorden. Den franske
Julirevolution 1830 gav nye Impulser til de
italienske Frihedsvenner, og der opstod 1831 en
Reisning i Modena, Bologna, Ancona og Parma; en
i Bologna indsat provisorisk Regjering
proklamerede Ophævelsen af Pavens verdslige Magt,
sammenkaldte et Parlament og raadslog om en
Forfatning for „de forenede italienske
Provinser“. Men snart rykkede igjen østerrigske
Tropper ind, besatte Romagna og opløste den
provisoriske Regjering; nye Uroligheder gav Anledning
til Anconas Besættelse af franske Tropper
1832—38. Reaktionen antog en stedse mere fanatisk
Karaktér, navnlig i Modena og Kirkestaten under
Indflydelse af Hertug Frans den fjerde og Pave
Gregor den sextende; derimod vandt ogsaa de
liberale Ideer mere og mere Gjenklang, især ved den
af Mazzini 1834 stiftede hemmelige Forening „det
unge Italien“, der havde republikanske Tendenser.
I Sardinien var 1831 Karl Albert kommen paa
Tronen og havde begyndt at regjere efter et mere
forsonligt System; en lignende Retning tog
Styrelsen i Toskana under Storhertug Leopold den
anden, og der dannede sig i disse Lande et stærkt
moderat-liberalt Parti. Stor Indflydelse fik
Forfatterne Gioberti og Cesare Balbo, som i sine
Skrifter behandlede Enhedstanken. Ogsaa ellers
førtes der Diskussion om den samme Tanke,
medens Frihedsbestræbelserne fik praktisk Udslag i et
paa Foranstaltning af Mazzini foranlediget Tog
til Kalabrien under Ledelse af den østerrigske Ad-
Italien
miral Bandieras to Sønner (1844) og en
Reisning i Rimini (1845), hvis Hensigt det var at
blive kvit en Del af det trykkende
Presteherredømme; begge Foretagender endte imidlertid
uheldig og kvaltes i Blodsudgydelser. Da Pius den
niende 1846 efterfulgte den reaktionære Gregor
den sextende paa Pavestolen, udstedte han strax
politisk Amnesti i Kirkestaten, gjorde flere frisindede
Indrømmelser og foretog Skridt til praktiske
Reformer, som gjorde ham særdeles populær og
pustede til Frihedsbevægelsen i det øvrige Italien.
Da Østerrige besatte Ferrara (Aug. 1847),
protesterede Paven mod dette Skridt, og under
Indflydelse af den nationale Stemning, som derved
blev raadende, gik Karl Albert af Sardinien i
Spidsen for de italienske Fyrster ved at bryde
med sit klerikale og antinationale Ministerium,
indføre Religions- og Pressefrihed, oprette en
Nationalgarde og foreslaa Dannelsen af en italiensk
Toldforening med Udelukkelse af Østerrige. I
Begyndelsen af 1848 udbrød Opstand paa Sicilien,
der løsrev sig fra Neapel; en lignende Opstand
kunde sees at nærme sig i Neapel, men de
østerrigske Hjelpetropper, som skulde understøtte Kong
Ferdinand den anden mod Revolutionen, fik af
Paven ikke Lov til at marschere gjennem Kirkestaten.
Under disse betænkelige Omstændigheder maatte
Ferdinand bekvemme sig til at give en Konstitution
efter fransk Mønster; en lignende var allerede
lovet i Sardinien og udstedtes kort efter saavel
der som i Toskana. Det samme blev efter den
franske Februarrevolution ogsaa Tilfældet i Rom,
hvor der tillige indsattes et verdsligt Ministerium.
I Marts udbrød der Opstand i Mailand og
Venedig, hvor Folket paa begge Steder fik Overmagten,
i Modena og Parma forjoges de forhadte
Hertuger. 27de Marts erklærede Karl Albert som
Fører for det italienske Uafhængighedsparti
Østerrige Krig og overskred den lombardiske Grændse;
fra Kirkestaten, Toskana og Neapel kom
Hjelpetropper, og en Mængde Frivillige strømmede til.
Østerrigerne nødtes til at trække sig tilbage og
tilbød Indrømmelser; men Italienerne
overvurderede sin Styrke, der splittedes af Striden mellem
de maadeholdent-liberale og de radikale.
Imidlertid begyndte Reaktionen at faa Overhaand først
i Neapel, hvor Kongen 15de Mai tilbagekaldte
den nye Forfatning og lod Hovedstaden
bombardere. Efterat Karl Albert var kommen saa vidt,
at han ved en almindelig Afstemning havde faaet
Lombardiet, Venedig, Parma og Modena til at
erklære sig for Tilslutning til Sardinien, blev han
23de til 25de Juli slaaet ved Custozza af
Østerrigerne under Radetzky og maatte i Begyndelsen
af August gaa ind paa en Vaabenstilstand, som
prisgav hele Landet indtil Ticino for Østerrigerne.
Derefter førtes ved engelsk Mægling langvarige
Underhandlinger, som dog ikke gav noget Resultat.
I Mellemitalien fik imidlertid det radikale Parti
Overvegten; i Rom myrdedes i Novbr. den
reaktionære Minister Rossi, og forskrækket flygtede
Paven forklædt til Gaëta, medens Mazzini og
Fyrst Bonaparte af Canino omdannede Rom til
en Republik. Ogsaa Storhertugen af Toskana
fandt det i Begyndelsen af næste Aar raadeligst
at flygte og begav sig til Gaëta til Paven. I
Marts 1849 begyndte Karl Albert igjen Krigen
med Østerrige, men maatte snart, efter at være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
