- Project Runeberg -  Norsk Haandlexikon / K-R /
397

(1881-1888) [MARC] Author: Chr. Johnsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Magnus (Konger i Norge). — Magnus Olafssøn den gode. — Magnus Haraldsson. — Magnus Barfod. — Magnus den blinde. — Magnus Erlingssøn. — Magnus Lagabøter. — Magnus Smek - Magnus (danske Prinser). — Magnus den stærke - Magnus Ladulås - Magnusson, Arni, paa Latin Arnas Magnæus - Magnusson, Finnur, almindelig kaldt Finn Magnussen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

allerede i Faderens levende Live erklæret for Konge
og kronet i Bergen 1261, hvorefter han 1263 ved
Faderens Død besteg Tronen. Han var en
fredelig Konge, som arbeidede for at befordre Orden
og lovlige Tilstande inden Riget; til den Ende
optraadte han som Lovgiver paa en Maade, der
har skaffet ham hans haderlige Kjendingsnavn
(„Lovforbedreren“). Han lod istedenfor de 4 gamle
Landskabslove udarbeide én fælles Lovbog for hele
Norge, ligesom han ogsaa gav Island en ny
Lovbog. Han havde navnlig sin Opmærksomhed
henvendt paa at forebygge en Gjentagelse af de
blodige Borgerkrige, som i Anledning af Stridigheder
om Tronfølgen havde raset næsten uafbrudt i Norge
fra Sigurd Jorsalfarers Død til 1240; til den
Ende gav han den Lov, at Riget skulde være
udeleligt og for Fremtiden stedse gaa i Arv til
Kongens ældste ægtefødte Søn. Magnus var en
pragtelskende Konge, som i mange Maader optog
og rettede sig efter Skikkene ved fremmede Hoffer.
Ogsaa paa anden Maade kom han i Rapport til
Udlandet, idet han for at befordre
Udenlandshandelen indrømmede Hanseaterne betydelige
Rettigheder. Mod Geistligheden var han ogsaa mere
end ønskelig eftergivende. Han var Fader til de
senere Konger Erik („Prestehader“) og Haakon den
femte. — Magnus Smek, Søn af den svenske
Hertug Erik Magnussøn og den norske Konge Haakon
den femtes Datter Ingeborg, f. 1316, d. 1374, blev
1319 efter sin Farbroder Kong Birgers Afsættelse
valgt til Sveriges Konge. Da hans Morfader f. A.
døde uden at efterlade sig Sønner, blev han ifølge
den forandrede Arvefølgelov ogsaa Konge i Norge.
Efterat særskilte Formynderregjeringer havde styret
hvert af Rigerne under hans Mindreaarighed,
overtog han selv Regjeringen 1332. S. A.
udvidedes Riget ved Indløsning af Skåne og
Bleking, senere tillige af Halland. For at
tilveiebringe de til Indløsningen nødvendige Penge
maatte han, da Sveriges Skatkammer var tomt,
paalægge nye, tunge Skatter og gjøre Indgreb
i Adelens Privilegium paa Skattefrihed. Ved
Siden heraf tilkommer han imidlertid ogsaa Æren
for flere gavnlige Foranstaltninger, især paa
Lovgivningens Omraade. Men de krænkede Stormænd
var blevne hans Fiender, og da han paa Grund
af et Par Krige med Rusland nødtes til yderligere
at forøge Skattebyrderne, kom det 1356 til et
Oprør mod ham, i hvilket hans ældste Søn Erik stod
paa Oprørernes Side. Den danske Konge
Valdemar Atterdag blandede sig i Striden og opnaaede
efter Eriks Død at sætte sig i Besiddelse af de
afstaaede Provinser; nu indkaldte den svenske Adel
1362 Magnus’s yngre Søn Haakon, der var
Regent i Norge, til ogsaa at være Faderens
Medregent i Sverige, Haakon ægtede imidlertid mod
Stormændenes Ønske Valdemar Atterdags Datter
Margrete, og dette tjente som Paaskud til at indkalde
Kong Magnus’s Søstersøn Albrecht af
Mecklenburg. Under Krigen med denne blev Magnus
1365 tagen til Fange og maatte ved sin Frigivelse
1371 afstaa alle Krav paa Sverige. Derpaa
opholdt han sig til sin Død i Norge, hvor han i
det hele taget var vel likt. Hans Søn Haakon
(den sjette) efterfulgte ham i Norge.

Magnus, Navn paa flere danske Prinser i
Middelalderen. Især kan mærkes Magnus den
stærke
, en Søn af Kong Nils og Magnus
Barfods Enke Margrete. Paa Grund af sin
Slægtskab paa mødrene Side med det svenske Kongehus
valgtes han ca. 1129 til Konge i Vestergötland.
Efter at have snigmyrdet sin Fætter Knut Lavard
maatte han flygte, men vendte tilbage og fik Krig
med Erik Emune, som vilde hevne sin Broder og
havde taget Kongenavn. 1134 blev Magnus
overvunden og faldt ved Fodvig.

Magnus Ladulås, Konge i Sverige, Søn
af Birger Jarl, f. ca. 1240, blev allerede i
Faderens Levetid Hertug og fik en Del af Riget i Len
ligesom hans Brødre. Efter Faderens Død kom
det til Strid mellem dem, og 1275 begyndte
Magnus Krig mod sin Broder Kong Valdemar,
idet han støttedes af den danske Konge Erik
Glipping. Efterat Valdemar havde maattet afstaa
halve Riget, blev han 1278 nødt til at overlade
Magnus det hele. Flere af Landets Stormnd
blev i denne Anledning Magnus’s bitre Fiender;
men Magnus fangede med List flere af dem og
lod 4 af dem henrette. Efter saaledes at have
gjenoprettet Roligheden begyndte han en
reformatorisk Virksomhed, som har givet ham et smukt
Navn i Sveriges Historie. Han ordnede
Krigsvæsenet i Overensstemmelse med andre Landes,
haandhavede med Strenghed de allerede existerende
Love og gav selv nye; for Retssikkerheden, særlig
de lavere Klassers, gjorde han meget, og
Samfærdselen ophjalp han ved at forbedre
Kommunikationerne. Ved sin Død 1290 blev han dybt
savnet og begrædt. Han var Fader til Kong Birger
og dennes Brødre og Farfader til Magnus Smek.

Magnusson, Arni, paa Latin Arnas
Magnæus
, islandsk Historieforsker, f. 1663, d. 1730,
blev 1683 Student i Kjøbenhavn, hvor han traadte
i Venskabsforhold til Thomas Bartholin og blev
dennes Medhjelper. Efter Bartholins Død
opholdt han sig en Tid i Tyskland; 1697 blev han
Sekretær ved Kongens Arkiv og fik 1701 Titel
af Professor. 1702—12 opholdt han sig paa
Island, beskjeftiget med at revidere Matrikulen.
Her samlede han samtidig en stor Mængde gamle
Dokumenter og Manuskripter, som han lod føre
til Kjøbenhavn. Ogsaa i Danmark, Norge og paa
Færøerne gjorde han lignende Indsamlinger. Ved
Kjøbenhavns Brand 1728 reddedes det meste af
denne Samling. Den tilhører nu under Navn
af „Den Arnamagnæanske Samling“ Kjøbenhavns
Universitet, til hvilket han kort før sin Død
testamenterede den tilligemed sit Bibliothek og en Sum
af 13,000 Rigsdaler, der skulde anvendes som
Stipendier til to islandske Studerende, som skulde lægge
sig efter Studiet af Nordens Oldtid. Arne
Magnussens egne Skrifter er ikke betydelige: „Chronica
Danorum præcipue Sialandiæ“
(1695) og
„Testamentum Magni regis Norvegiæ“ (1719), men i
hans Bemærkninger og smaa Notitser ved
Haandskrifterne er bevaret en sand Skat af Lærdom og
Kritik. Hans store Udgave af Knytlingasaga, der
var trykt færdig, udkom aldrig i hans levende
Live, og efter hans Død brændte næsten hele
Oplaget paa et Loft.

Magnusson, Finnur, almindelig kaldt Finn
Magnussen
, berømt islandsk Arkæolog, f. 1781,
d. 1847, blev Student 1798, lagde sig efter
Retsvidenskaben og blev 1806 Overretssagfører i
Reykjavik. Efter nogle Aars Forløb begav han sig
over Skotland til Danmark, hvor han nu

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Oct 31 05:04:34 2014 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/haandlex/2/0399.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free