Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Menneske - Menneskerettigheder - Menno Simons - Menologium - Menorca, se Minorca - Menorrhagi. — Menostasi - Menou, Jacques François, Baron de - Mensal. — Mensalgods. — Mensalgaarde - Menschikov, Alexander Danilovitsch. — Fyrst Alexander Sergejevitsch Menschikov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneskerettighet,er
(særlig Hænderne) til forskjelligt Slags Arbeide
Betingelsen for dets Skikkethed til at opfinde og
benytte Redskaber og derved grundlægge en
Industri. SaaledeS hviler tilsidst al Civilisation og
Kultur ogsaa paa dette Grundlag.
Menneskerettigheder, de Rettigheder, som
ansees for at tilhpre ethvert Menneske som saadant
og derfor bør sikres det under en hvilkensomhelst
Statsforfatning. De udledes fra Anerkjendelsen
af Personlighedsprincipet, der er Grundlaget saa
oel for Rettigheder som for Pligter. Disse
Rettigheder er imidlertid først sent blevne almindelig
anerkjendte. Det var under det 18de Aarhundre
des „Oplysningsperiode“, at Læren om
Menneskerettighederne navnlig i Frankrige udvikledes og der
af denne Lære udlededes bestemte praktiske Krav,
som først fik sin positive Anvendelse i Amerika,
hvor de frigjorte engelske Koloniers Kongres 1776
paaberaabte sig Menneskerettighederne som de
ledende Grundsætninger i Statsretten. Lafayette
fremsatte under Revolutionen for den franske
Nationalforsamling det Forslag at bygge den nye
Konstitution, som skulde gives, paa Erkjendelsen af
den frie Personlighed. I Aug. 1789 blev ogsaa
den berømte „Menneske- og Borgerrettighedernes
Erklæring" („Déclaration des droits de l’homme
et du citoyen“) ophøiet til Dekret og 3die Sept.
1791 indlemmet i Konstitutionen. Da
Forfatningen efter Republikens Indførelse blev forandret,
opstillede Robespierre en anden Rettighedserklæring,
som bog vakte stor Misfornøielse blandt de mere
maadeholdne. Efter Terrorismens Fald indførte
derfor Konventet i Konstitutionen af 22de Aug.
1795 en modificeret Menneskerettighedserklæring,
ifølge hvilken de Grundrettigheder, som tilkommer
Mennesket i Staten og Samfundet, er Retten til
Frihed, Lighed, personlig Sikkerhed og Eiendom.
Erklæringen af 1789 opregnede foruden disse
Rettigheder ogsaa Retten til Ytringsfrihed,
Samvittigheds-, Religions- og Pressefrihed;
Robespierres Erklæring omfattede endvidere Borgerens
Ret til at modtage Undervisning og Understøttelse
samt Ret til at gjøre Opstand for det Tilfælde,
at en politisk Autoritet overskred Lovene. Under
den Regjering, som var ved Roret i Frankrige
efter 18de Brumaire, saavelsom under det første
Keiserdømme var der i Konstitutionerne ikke Tale
om Menneskerettighederne; derimod blev en Del
af disse paany anerkjendte i det af Ludvig den
attende 4de Juni 1814 udstedte Charte som
Principerne for den offentlige Ret. De er i større
eller mindre Udstrækning anerkjendte i de fleste
nyere Grundlove, saaledes i den hollandske,
belgiske, danske, italienske, portugisiske, preussiske,
ligeledes i den norske (§§ 96, 97, 99, 100, 101,
102, 105, jfr. 23, 108 og 109). Derimod
tilsikrer hverken de nuværende franske
Forfatningslove af 1875 eller Tysklands Rigsforfatning
Individet Rettigheder, som er uangribelige af
Statsmagten.
Menno Simons, Stifteren af
Mennoniternes Sekt, f. i Friesland 1492, d. 1559, blev 1524
Prest og begyndte ivrig at forske i det Nye
Testamente, men blev derved opfyldt af Tvivl om
Sandheden af Kirkens Lære i flere Punkter og
sagde sig 1536 formelig løs fra Kirken.
Overbevist om Barnedaabens Uskriftmæssighed sluttede
han sig nu til de saakaldte „Daabssindedes“ Parti,
lod sig døbe og blev Lærer og Biskop for sine
Tilhængere i Groeningen. Efter at have gjort flere
Reiser for at virke for sin Læres Udbredelse og
skaffe sine Tilhængere Anerkjendelse af de
forskjellige Staters Regjeringer tilbragte han sine sidste
Aar i Fresenburg ved Oldesloe i Holsten, hvor
han fik Tilladelse til at oprette et Bogtrykkeri til
Udbredelsen af sine Skrifter. Hau var en mild
og sagtmodig Personlighed, som overalt optraadte
mæglende, men samtidig vidste at overholde en
streng Kirketugt blandt sine Tilhængere. Sin Lære
nedlagde han i „Den rette kristelige Tros
Fundamentbog“ (1539); derhos forfattede han en Række
andre Skrifter, der udmærker sig ved den Kraft
og Varme, hvormed han gjennem dem fremholdt
sine Anskuelser.
Menologium, Helgenkalender, d. e. Fortegnelse
over alle Aarets Helgenfeste tilligemed kort
Beskrivelse af enhver Helgens Levnet.
Menorca, se Minorca.
Menorrhagi, altfor rigelig Menstruation (s. d.).
— Menostasi, Menstruationens Ophør.
Menou (udt. Menu), Jacques François, Baron
de, fransk General, f. 1750, d. 1810, indtraadte
som ung i Arméen og var ved Revolutionens
Udbrud allerede avanceret til Maréchal-de-Camp.
Indvalgt i Nationalforsamlingen sluttede han sig
til Trediestanden, var med at stifte Feuillanternes
Klub, kommanderede 1792 Pariserarméen og
kjæmpede 1793 i Vender, hvor han blev slagen; af
Robespierre anklagedes han for Konventet, men
blev frifunden. I Mai 1795 undertrykte han
Oprøret i St. Antoine, men negtede i Oktbr. s. A. at
angribe Nationalgarden, hvorfor Bonaparte
overtog hans Kommando. I Toget til Ægypten
deltog han som Divisionsgeneral, gik over til Islam
og antog Navnet Abdallah Jakob Menou; 1800
overtog han som crldste General Overkommandoen,
men blev slagen ved Alexandria og maatte
kapitulere. Ved sin Tilbagekomst blev han af
Førstekonsulen forsvaret mod sine Anklagere og beklædte
senere Guvernørembederne i Piemont og i Venedig.
Mensal (af lat. Mensa, Bord), hvad der hører
til Bordet. — Mensalgods, et Gods, hvis
Afkastning er bestemt til en Fyrstes eller
Embedsmands Underhold. — Mensalgaarde, i
Danmark tidligere en Klasse af de til Prestekaldene
henlagte Gaarde.
Menschikov, Alexander Danilovitsch, russisk
Feltherre og Statsmand, f. 1672, d. 1729, kom
som Gut i Bagerlære, men tiltrak sig ved sin
Kvikhed og sit opvakte Udseende General Leforts
Opmærksomhed og blev ansat i Keiser Peter den
stores Tjeneste. Da han var heldig nok til at
opdage en Sammensværgelse blandt Strelitserne,
vandt han snart en høi Grad af Yndest, der endnu
mere steg efterat han havde ledsaget Keiseren paa
hans Reise til Holland og England. 1706 slog
han Svenskerne ved Kalisch og tvang efter Slaget
ved Pultava den største Del af den svenske Armé
til at kapitulere, hvorefter han udnævntes til
Feltmarskal og Fyrste. 1713 indtog han Stettin, som
han mod Keiserens Villie overgav til Preusserne;
dette i Forbindelse med hans Egennyttighed og
Havesyge opbragte Keiseren mod han, og han blev
stillet for en Krigsret, som dømte ham til Døden.
Han blev vistnok benaadet og beholdt alle sine
Embeder og Værdigheder, men gjenvandt ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
