Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vindstille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VINDSTILLE.
21
Han lagde for skams skyld en åre ud og
skoddede en stund med små slag, mens han
holdt den ene hånd bag sig om rorpinden.
Lidt efter gad han ikke mere; hun mente
også, det var sært, han vilde. Det skulde gå
mærkelig til, sagde han, om det ikke luftede
op inden aften, og så kunde de ligeså gærne
drive afsted for strømmen i ro og mag. Det
syntes hun med; de havde jo ingen børn, der
lå hjemme og skreg efter at få sig en tår.
Han satte sig tilrette med hånden under
kinden og stirrede ned i søen. De var langt
ude, men båden flød henover en banke, og
vandet var så grønt og klart, at han sagtens
kunde se tilbunds. Det svalede ligefrem at
lade øjnene hvile dernede i de køle skygger,
hvor der var så rislende rent og dybt og sort
og stille. Den grønne tang strakte sig så lang
den var for strømmen, og dens smalle bændler
bugtede sig ganske lindt ligesom i lokkende
velvære. Man kunde faa lyst til at drage
klæderne af sig og springe derned og lade
sig glide henover tangen, så den strøg én om
bugen.
Morten kom til at tænke på, hvordan de
som børn roede ud tidlig om morgenen, når
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
