Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Tredie Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
219
men igen. Hvor havde han været saa længe?»
Hun tog Brødet og lo gennem Taarer.
Han saa kærlig paa hende, men forstod ikke
Taarerne.
Hvor faa Mænd forstaar, at Kvinden har
Taarer baade i Sorg og i dyb Glæde.
Taarer keder Manden, det kan jeg saa godt
forstaa; Taarer trøster Kvinden, det forstaar
jeg ogsaa — skønt jeg selv er fattig paa Taarer
saavel i Glæde som i Sorg.
Han vedblev: «De maa spise alt, hvad De
kan, De er saa tynd, Barn, det gaar ikke, en
skøn Dag brækker De over, og hvad saa?»
«Brækker jeg over?» spurgte hun skælmsk
og lo, «De er jo selv tynd og skal dog gaa i
Krig, naar Krigstrompeten kalder.»
«Ja, det er en anden Sag, jeg er Mand, jeg
har stærke Muskler. Bare vi maatte faa Krig,
saa skal De se, hvor jeg slaar løs.»
«For at faa det at se, maatte jeg selv være
Soldat eller Marketenderske. Men fy, De maa
ikke ønske Krig, det er en Synd; sæt De selv
var den første, som faldt.»
En ubemærket Skælven gik over hende, det
forekom Elise, som havde hun spaat ham ondt
med sine Ord.
«Naa, Herre Gud, saa faldt jeg da med Ære.
Jeg er forældreløs, har ingen Søskende og–
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
