Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jeg kunde ikke andet - Niende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
«Ja, for han havde Gæld!»
«Ja, af dem er der desto værre vist mange;
forsøg det, hører Du?»
«Er det ikke mærkeligt, Elise, at her næsten
aldrig dør nogen Officer, det giver Avancement?»
«Fy, Adolf, det ønsker Du ikke, vel? Du
er for retskaffen til at tænke saaledes.»
«Nej, min lille kære Kone, Ordene kom
kun — ganske uvilkaarlig fra mine Læber. Hvor
ofte sige vi ikke et og andet i Kaadhed, som
intet har med vort Hjærte at gøre.»
«Du har Ret, Du vilde ikke for en Verden
højne Dig paa andres Fald. Men dine Ord
minde mig vemodig om Tante Hanne, hendes
Mand var med i Krigen 1864. Moder hørte
hende sige, da Listen over de faldne kom, hvor
iblandt der var otte Officerer:
«Gud ske Lov! nu bliver der Avancement.»
Dagen efter modtog hun Budskabet, at hendes
Mand var iblandt de faldne.»
«Det var fortjent, hun fik kun sin retfærdige
Straf. Naa, hvem kan vide, jeg bliver maaske
den første i vor Armé, der faar Forfald. Kom,
sæt Dig tæt hen til mig, min Unge; Du véd,
jeg holder af at have Dig hos mig, Du er min
lille Skytsengel. Endnu tættere — lige som før
jeg skræmmede Dig. Læg dit Strikketøj — vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
