Nordisk illustreret Havebrugsleksikon / II. Bind. K--Ø samt Litteraturfortegnelse / 519 (1920-1921) Author: L. Helweg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Varmeforholdene - Varmhus - Varmtvandsmetoden - Vase - Vaskemaskine - Vattensork - Vecklare - Vedbend - Vedligeholdelse af Haveanlæg - Vej

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Under naturlige Jordbundsforhold er den
ubevoksede Jords Varmefylde og Varmeledningsevne
særlig betinget af Vandindholdet; men ved Siden
heraf er dog ogsaa Jordens Art og Beskaffenhed,
Jorddelenes Finhed og Strukturen af væsentlig
Betydning.

Om den Indflydelse, som Jordbundens Vandindhold
udøver paa dens Varmefylde, giver følgende
Tal Oplysning:

Jordart	Varmefylde, angivet i, Kalorier pr. ccm. Jord, naar Vandindholdet udgør:
	p. Ct. af Porerumfanget
	0	10	20	30	40	50	60	70	80	90	100
Sand	0,30	0,34	0,39	0.43	0,47	0,51	0,55	0,59	0.63	0,68	0,72
Humus	0,15	0,22	0,30	0,37	0,45	0,53	0,60	0,68	0,75	0,83	0,90
Ler	0,24	0,30	0,36	0,42	0,47	0,53	0,59	0,65	0,71	0,77	0,82

Herefter er Humus den af de anførte Jordarter,
som i tør Tilstand har den mindste og i stærk
vaad Tilstand den største Varmefylde. Ved et
middelhøjt Vandindhold (svarende til 40-60 pCt. af
Porerumfanget) er der ingen væsentlig Forskel paa
de tre Jordarters Varmefylde.

Temperaturen i de enkelte Jordlag er altid
forskellig, og der foregaar derfor mellem disse en
stadig Varmeledning. — I den varme Aarstid er
de øverste Jorddag sædvanlig varmere end de
dybere liggende, og Varmen ledes som Følge deraf
fraoven og nedefter. I den kolde Aarstid er
Forholdet derimod omvendt, og navnlig om Efteraaret
foregaar der, som Følge af den relativt stærke
Afkøling af de øverste Jordlag, en forholdsvis stærk
Udstrømning af den i de dybere Lag opsamlede
Sommervarme.

Forskellen mellem Nat- og Dagtemperaturen
foranlediger ligeledes Varmestrømninger i
Jordbundens øverste Lag, saaledes at der om Dagen
sædvanlig ledes Varme ovenfra og nedefter, medens denne
om Natten ledes den omvendte Vej og fra det
øverste Jordlag strømmer ud i Atmosfæren.

Jordens varmeledende Evne er ligesom
dens Varmefylde i særlig Grad betinget af dens
Vandindhold og Struktur. I tør Jord er de enkelte
Jorddele omgivet af et mere eller mindre tyndt
Luftlag, og da Luften er en overordentlig slet
Varmeleder, er det let forstaaeligt, at Jordens
Varmeledningsevne under i øvrigt ens Forhold bliver desto
mindre, jo flere der er af saadanne isolerende
Luftlag, hvad der vil sige det samme, som at den er
desto mindre, jo mere finkornet Jorden er. — Jo
tyndere Luftlagene mellem de faste Jorddele er,
eller m. a. O.: jo tættere disse er sammenlejret,
desto større er Jordens varmeledende Evne.
Indblanding af Sten forøger ligeledes denne Evne. —
Vandets varmeledende Evne er, selv om den absolut
set er ringe, dog c. 30 Gange saa stor som
Luftens, og Jordens Indhold af Vand bliver derfor i
højeste Grad bestemmende for dens Evne til at lede
Varme. — Naar meget vandholdige Jorder
alligevel er forholdsvis »kolde«, beror dette dels paa
disses store Varmefylde og dels paa det store
Varmeforbrug, der er en Følge af den stærke
Vandfordampning fra saadanne Jorder. Foraarsregnen
foranlediger dog i Almindelighed en betydelig
Stigning af Temperaturen i de paa dette Tidspunkt
stærkt afkølede dybereliggende Jordlag, idet den
som oftest har en højere Temperatur end disse.
Ogsaa ved Opstemning af eller Overrisling med
Vand kan de dybere liggende Jordlags Temperatur
paa denne Aarstid i kendelig Grad forøges.

Ved mange af de Stofomsætninger, der foregaar
i Jordbunden, udvikles der Varme, og ved
Tilførsel af store Mængder organisk Stof (f. Eks. i Stalde
gødning eller Grøngødning) er Varmeproduktionen
særdeles betydelig.

Jordens Varmeoptagelse og Varmeudstraaling er
foruden af de foran omtalte Forhold betinget af
flere andre. Saaledes er Jordens Farve af ikke
ringe Betydning i disse Henseender, idet Jorden
absorberer desto mere Varme, jo mørkere den er.
Af dette Forhold benytter man sig undertiden i
Havebruget, som naar man ved visse
varmeelskende Kulturer (f. Eks. Meloner) bedækker Jorden
med et Lag Skiferpulver eller Kulstøv. Ved den
almindelige Plantedyrkning spiller Jordfarven kun
en større Rolle for Opvarmningen i den første
Væksttid — saa længe Vegetationen ikke dækker
Jorden.

Den Hurtighed, hvormed Varmeoptagelsen og
Varmeudstraalingen foregaar, er naturligvis i høj
Grad bestemt af Størrelsen af den Jordoverflade,
som er i Berøring med den atmosfæriske Luft eller
m. a. O. af Jordens Struktur og Vandindhold.

Fugtig Luft forhaler saavel Varmeabsorptionen
som Varmeudstraalingen; et Taagelag over
Jordoverfladen efter en varm Dag nedstemmer i betydelig
Grad Jordens Varmeudstraaling, der ligeledes er
betydelig mindre ved skyet end ved klar Himmel.

Om Hældningsgradens og Hældningsretningens
Indflydelse paa Jordens Opvarmning er der givet
Meddelelse i Art. Fugtighedsforhold i Jorden.

For bevoksede Jorders Vedkommende er det
mere Bevoksningens Art og Karakter end Jordens
Beskaffenhed, der er bestemmende for Graden af
Varmeabsorptionen og Varmeudstraalingen, der
under disse Forhold overvejende foregaar gennem
Planternes Overflade. Temperaturen er sædvanlig
lavere og Temperatursvingningerne mindre i
bevoksede end i ubevoksede Jorder.
H. C.

Varmhus se Væksthus.

Varmtvandsmetoden se
Æteriseringsmetoden og andre Metoder til
Forkortelse af Hvileperioden.

Vase se Dekoration og Skulptur i
Haver.

Vaskemaskine se
Konserveringsmaskiner.

Vattensork (s.) se Jordrotte under Rotter.

Vecklare (s.) se Viklere.

Vedbend se Hedera.

Vedligeholdelse af Haveanlæg se
Villahavens Pasning.

Vej. V. i Have- og Parkanlæg har først og
fremmest det praktiske Formaal at optage
Færdselen og lede de besøgende fra det ene Sted til
det andet, til de Punkter, fra hvilke man vil, at
Anlægeet skal ses, og til de Steder, hvor Anlægets
Tiltrækningspunkter findes; men ogsaa i æstetisk
Henseende har de Betydning ved deres harmoniske
Linier og ved den Inddeling, de giver de enkelte
Partier af Anlæget. I de landskabelige Anlæg
lægges V. i naturligt buede Kurver, som slutter sig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>