Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sopken end! . . . Nej, rør mig intet, I Djævlepak,—
nu gaar jeg! nu ga ar jeg!«
Skrækslagen, med opspilede Øjne og ligesom
søgende al holde en Flok usynlige Fjender fra Livet
var Morten Sorg retireret hen til Leiteren op til
Bakken. Da han havde naaet den, satte han opad
den i et Spring, kastede et sky Blik tilhage mod
Storlugen, hvorfra han hørte Slaverne larme, og
sprang i Søen, inden nogen kunde faa Hold paa
ham.
»Skal vi kaste bak, Kaptajn!« raabte
Oberstyr-manden.
»Kaste bak! — for den Fyld’hund, den
Daarekiste-karl? — nej, vi skal denn intet kaste bak! Lat ham
drife af, den Skælm, som snyter og bedrager den
højlofflige Kompagni for sine Handpenger — Pfui,
Dyvel!«
Og Skipperen spyttede langt i Søen efter ham.
»Kan hænde, han har været klogere, end nogen
af os andre,« sagde Understyrmanden, »og er gaaet
den korteste Vej neden om og hjem. — Hør, hvor
de hyler dernede! Det er en skiden Færd, den her;
jeg var tilfreds, vi var vel af med det Kram.«
Fangerne havde hørt Morten Sorgs Udraab og
Angst, og deres vilde Latter, deres Skraal og Vræl
lød op gennem Gitterværket over Storlugen. De to
Soldater, der gik med deres Musket op og ned, hver
paa sin Side af Lugen, stødte Kolben mod Dækket og
skældte ud, men Larmen lød lige højt endda.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
