Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Paa Præstgardsholmen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
ligget nede ved Elven, var flyttet længer op
i Lien, fordi Vaarflaumen undertiden gjorde
Skade paa Mark og Eng dernede. Men Gunnar
vilde ikke flytte. Hans Ætt var knyttet til denne
Jordflekken saa længe de vidste noget om den,
og han havde ikke tænkt sig andet end at den
skulde vedbli at leve og bygge der endnu i like
saa lang Tid, og længer endnu.
Men nu vidste han ikke, hvad han skulde
tro; ingenting var helligt for dem som vokste
op nu. Dengang Kirken laa paa Præstgardsnæ«
set, var der gammelt Færgested like ovenfor, og
tætgrændt omkring; men nu var Præstgard blit
liggende noksaa ensomt, og Folk syntes ikke Gun«
nar havde utnyttet Gaardens mange Herligheter
paa nogen praktisk Maate. Han vilde jo ikke
engang sælge Skog. Saa det var ikke at undres
paa, om Sønnen var uenig med ham i mange
Ting.
Paa den største af Præstgardsholmerne var
der en stor og sjelden fin Utslaat, og Gunnar
stod og tænkte, at nu fik de begynde derute
en af Dagene. Hele Øen var som en Have.
Bare rundt Kanterne var der lidt Smaaskog,
netop saavidt der var Ly. Midt paa Jordet laa
en rødmalt Laave under to svære Almetrær, og
ved Siden af den var der en Stenrøs, hvor Bal*
derbraa, Gjeterams, kjæmpestore Blaaklokker og
gul Solblom grodde i vild Yppighet. Hele Rø«
sen saa ut som et Bed i en sydlandsk Blomster«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
