Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Individuel Etik - XII. Hengivelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Naar Hengivelse og Kærlighed idethele opstilles i Etiken
som Dyd, der skal øves, eller Pligt, der skal opfyldes, forbinder
sig dermed ejendommelige psykologiske Vanskeligheder, der
ofte ere blevne fremhævede fra filosofisk Side — i Oldtiden især
af Stoikerne, i nyere Tid især af Kant og hans Disciple.
Ideen om almindelig Menneskekærlighed fremtræder, som
vi have set (III, 8; IX, 1), hos græske Filosofer i de sidste
Aarhundreder før Kristendommens Fremtræden. En særligt inderlig
Form faar denne Følelse hos Kejsertidens Stoikere. Marcus
Aurelius fordrer saaledes, at vi ikke blot skulle føle os som
Del (meros), men som Led (meios) af Menneskenes Rige. Man
skal altsaa forholde sig til Andre, ikke som en Sten i en Dynge
forholder sig til andre Sten i Dyngen, men som et Organ for
holder sig til andre Organer i samme Organisme. Og hermed
hænger den inderlige Betagethed sammen, hvorved Kærligheden
bliver en Berigelse af det egne indre Liv. »Hvis du blot er
Del, ikke Led«, siger Marcus Aurelius, »saa elsker du endnu
ikke Menneskene af Hjertet: det at gøre Andre vel glæder dig
endnu ikke saaledes, at det helt betager dig, men du gør det
som blot og bar Pligt, endnu ikke med den Følelse, at du derved
gør dig selv vel.« — Hvad der alligevel hindrede, at
Kærligheden vandt den Anerkendelse af de stoiske Filosofer, som
den vandt i Kristendommen, det var en anden Tendens, som
var ejendommelig for Stoicismen — og endnu mere ejendommelig
for den end Tendensen til Hengivelse, nemlig Bestræbelsen
for aandelig Selvstændighed og Uafhængighed af alt Ydre. Den,
der hengiver sig, gør sig jo afhængig; han raader ikke mere
over sit Følelsesliv; hans Glæde og Sorg betinges ved, hvad der
sker udenfor ham, og hans Følelser kunne sættes i stærkere
Svingninger, end det er foreneligt med Bevarelsen af den indre
Harmoni, der for den græske Individualisme var det Højeste.
Stoicismen er betænkelig ved al stærk Sindsbevægelse, men især,
naar denne fremkaldes udefra. Hos Epiktet fremtræder
tydeligst denne Side af Sagen. Vel skulle vi have Medfølelse med
Andres Sorg og ytre denne Medfølelse, sukke med dem: »men«,
tilføjer Epiktet, »vogt dig vel for, at du ikke kommer til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
