Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Social Etik - C. Staten - XXXVI. Folk og Stat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som det nu gælder nærmere at udvikle saaledes, at baade
Modsætningen mellem Staten og de andre Samfundsformer og den
nøje Sammenhæng mellem dem kan finde sin Begrundelse. En
Undersøgelse af Forholdet mellem Folk og Stat vil tjene dette
Øjemed.
3. Ved Omtalen af Familien og det frie Kultursamfund
som selvstændige sociale Livsformer have vi set bort fra, at de
i Virkeligheden stedse forekomme i en bestemt historisk og
national Sammenhæng. Paa de mest primitive Udviklingstrin er
der ingen skarp Grænse at drage mellem Familie, Kultursamfund
og Stat. I Flokken eller Stammen, saaledes som den
fremtræder paa tidlige Udviklingstrin, hersker Blodets Baand, selvom
det ikke er det eneste, der forbinder. Den primitive Flok er
tillige et Kultursamfund, forsaavidt der paa dette Trin idethele
er Tale om Kultur. Arbejdet øves i Fællesskab, og hvad man
besidder, ejes af Flokken i Fællesskab. Den ideelle Kultur er
repræsenteret af Troen paa Stammens Guder. Og Flokken er
endeligt en lille Stat, idet den samler sig til fælles Modstand
mod ydre Fjender, og idet Familiefaderen eller Høvdingen ogsaa
indadtil udøver Magt forat holde de Genstridige i Tømme. —
Det gaar her som overalt: de skarpe og tydelige Forskelle
fremkomme først i Løbet af Udviklingen og gøre sig ikke gældende
fra først af.
En Flok er ikke et Folk, men bliver først dertil, naar der
udvikler sig en mere bevidst Følelse af Fællesskab, end der kan
være tilstede, hvor man ligesaa hurtigt splittes ad i smaa
Grupper, som man i Nødens Stund samles til gensidig Bistand. En
sammenhængende Erindring og Tradition er en Forudsætning
for et Folks Tilbliven. Gennem fælles Skæbne og fælles
Virksomhed opstaar enhver fælles Følelse (smlgn. XIII, 3 o. fl. St.),
ogsaa Nationalfølelsen. Den fælles Skæbne og den fælles
Virksomhed betinges først og fremmest ved, at Alle bo og bygge i
det samme Land. Dettes Beskaffenhed betinger Arbejdets fælles
Natur saavel som de fælles fysiske Tilskikkelser, fælles
Stemninger overfor Naturen, fælles Frygt og fælles Glæde[1].
Selv et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
