Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
— — lig en klokke, dækket
til med tykt og fugtigt tæppe
lig et rosentræ, der stækket
er indunder mørke skjæppe.
Men Wergelands lyse sind kunde ikke længe dvæle
i mørket, han kunde ikke skrive et digt, hvor dystert
det end var i anslaget, uten at solen gik op i det,
før han la pennen fra sig.
Ibsen hadde ikke Wergelands lyskilder i sin
sjæl, ikke hans øine til altid at skimte det blaa
i det fjerne, ikke hans evne til at tro paa fremtid;
ensom følte han sig, — «som en klokke, dækket
til med tykt og fugtig tæppe», — vandrende i
taaken, — omklamret av Bøigen, den
allestedsnærværende og uangripelige, — gispende i dens
klamme favntak, — Guds stedbarn paa jorden.
Erindringen om disse onde aar dirrer sterkt
gjennem de sidste vers av den episke Brand:
Hvor saart at tro sig af sin skabers minde,
hvor let at tro sig af sin Gud forladt,
naar hverken stjerner eller sol vil rinde,
naar der er hverken morgen eller natt,
naar alt er graat i graat, alting det samme,
den samme nød idag som den igaar,
det gamle billed i den gamle ramme
saa" langt i tiden opp dit øie naar.
Naar intet høiner sig og intet synker,
naar livet trykker som et taagetelt,
naar ingen harmes, og naar ingen klynker,
naar dommen tages slig som den er fældt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
