Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
end sjølgod seminarisme. De var alle — undtagen
Sars — yderliggaaende konservative som ikke saa
noget haab for landet i al den politiske og nationale
rummel som begyndte at røre sig omkring dem.
Bjørnson som ogsaa av og til var kommet indom
i Raadhusgaten, følte sig i sin positive
handletrang som en fisk paa land mellem al denne
haanlatter og brøt snart ut; han blev da ogsaa
snart hovedgjenstanden for deres spot, hvad han
gjengjældte med oprigtig og ublandet had. «Naar
jeg møder Røde-Lie paa gaden eller Friele, og
jeg tænker mig at saadant skulde daglig le og
hviske mig ind i mit øre, da føler jeg kræfter til
at slaa ned og slaa ihjel.» — — «Dine saakaldte
venner (det er i et brev til Ibsen) — ere aldeles
forskrækkelige i omgang, jeg gruer for din
hjemkomst. — — de savne tilhobe det
allervæsentligste, sund, grei menneskelighed. De ere
en bande af theoretikere og spottere, men uden
al produktivitet; thi den giver kun hin gemyttets
fedme, hin menneskets sundhed og formue, som
er det eneste vort magre land med sin tynde
kritik, sin skarpe nordenvind trænger til.»
Bjørnson saa dem gjennem sit had og er
ensidig; men ellers hadde han vei ret i hovedsaken;
han følte deres spot som en død haand over alt
det som spiret og vokset i ham, og hadde desuten
paa det tidspunkt da han skrev dette, allerede
faat føie hvad det vilde si at være skiven for
deres hemske munterhet.
For Ibsen var det anderledes; det er let at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
