Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
med hende, fortæller os med mange ord om sin
opdagelse av naturen som hun før hadde været
blind for, — fjeldet som drømmer i sin sky og nu
taler til hende, mørket som nu hvisker søte ord
i hendes øre, taaken som nu gjemmer de
skjønneste drømme for hende; hendes sind er fyldt til
randen, snart jubler det i hende, snart sløres
hun av vemod, til taaren trænger sig frem og
rinder velgjørende over hendes kind. Det er rikt
og poetisk, men det er én ting det ikke er — saga
er det ikke. Der findes ikke i hele sagalitteraturen
en linje som er i familie med denne monolog.
Naturligvis var der kvinder som elsket dengang
og, og der er mange elskende kvinder i sagaen;
men deres kjærlighet finder aldrig uttryk som
har den fjerneste likhet med denne lyriske
dvælen i følelsen.
Naar Bjørnson paa denne maate «moderniserer»
sine sagaskikkelser, saa er det hverken av
ukyndighet eller mangel paa evne, det er med fuldt be-
• i »i. m ’- ^–v
visst hensigt og vilje. «Hvem hører dem
(saga-mænclenej ikke græte,» skrev han til Cl. Petersen;
«— — — Hvad skal dramaet være i forhold til
den virkelige historie, naar det ikke skal være
udjevneren, opløseren, forbinderen med det
men-neskelige liv indtil den fineste traad? Forsoneren?»
Ibsens mening om dette spørsmaal var en
ganske anden, hans drama vilde ikke være utjev-
il...........’- — _ .....i ni |P
neren eller forbinderen og fremfor alt ikke
forsoneren. Det skulde være sagalivet i hele dets vilde
steilhet, — med dets helstøpte karakterer, uten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
