Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
den slags skyld; Borkman behandler ham som et
ringere væsen, ovenfra nedad, naadig og
overbærende, og den anden finder det saa selvfølgelig,
finder sig i det uten at knurre, uten en oprørsk
tanke. Ogsaa Vilhelm Foldal var en vingeskutt
fugl, omend ikke nogen storfugl, men han hadde
hat sin drøm og sit skibbrud og kjæmpet sin lille
hete kamp for at opretholde troen paa sig selv.
I verdens øine er han ikke meget værd, stakkar,
taalmodig slæper han sine dage hen i
departementet, — paa rangstigens allernederste trin —
som ekstraskriver, og i hjemmet møter han
uvillige og uvenlige øine, — den mislykkede. Men
denne ekstraskriver har engang i sin ungdom
skrevet et sørgespil; ingen har villet trykke, ingen har
villet opføre det, ingen kjender det; men Foldal
tror paa sit digterkald, vil tro paa det, maa tro
paa det, — hans time vil nok ogsaa komme, det
er det halmstraa han klamrer sig til for at holde
livet gaaende. Altid har han sørgespillet i sin
mappe og atter og atter læser han det for
Borkman, som «forstaar» ham, roser ham, smigrer
ham — for at tilkjøpe sig tillid i et andet
menneskes sind, — hvad han nu vanskelig kunde
undvære. Men en dag da Foldal for hundrede gang
trak sit manuskript frem for at læse det med de
sidste rettelser og forbedringer, blir Borkman
utaalmodig og vil ikke høre. Og nu viser det sig at
ogsaa Foldal er’ kommet til vennen for sin egen
skyld, — hans tillid til Borkman hviler paa
Borkmans tillid til ham, han begynder at uttale tvil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
