Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151 Jakob Ulfeids Sendefærd til Rusland
altid en hel Del Folk samlede, interesserede og nysgerrige, saa
at hvad dér foregik havde Offentlighedens hele Præg og hurtigt
kom til almindelig Kundskab. Og det traf sig just saa heldigt, at
der var valgt en af Rigsraadet til Sættedommer i denne Sag,
nemlig Ulfeids tidligere Anklager, Historikeren Arild Hvitfeld,
den yngste af „de Drenge, som Ulfeld havde set vokse op og faa
Forleninger og Sæde i Rigsraadet". Han fik da Ordre til fra
Dommersædet at give Ulfeld Regeringsraadernes Svar1.
Det var skarpt, som man kunde vente sig det: Det havde
været dem meget imod, at Ulfeld paa et saadant Sted havde
rippet op i en gammel Sag, der helst burde hvile, og tilmed gjort
det paa en Maade, der var til Forringelse for den afdøde Konge.
Da nu Ulfeld havde ladet sig forlyde med, at han agtede at
offentliggøre den Bog, som han havde overleveret dem, vilde
de dog sige ham, at’efterdi den indeholdt Fornærmelser og
Anklager mod den afdøde Konge og det daværende Rigsraad, saa
kunde de ikke forsvare for den udvalgte Konge at tie stille
dertil, og de vilde derfor raade ham til vel at betænke, hvad han
gjorde. Lod han den udkomme, saa maatte han endelig ikke
glemme at tilføje dels hans Instruks, dels den Overenskomst,
som han indgik med Tsaren, for at enhver Læser kunde dømme
om, hvorledes han havde udført det ham paalagte Hverv. Glemte
han at gøre denne Tilføjelse, saa skulde de vel sørge for, at det
kom til offentlig Kundskab, at Kongen og Rigsraadet havde haft
fuld Føje til at dømme, som de havde gjort. Men de haabede, at
han ikke vilde sætte dem i denne Nødvendighed.
Det er altid vanskeligt at gøre en Fejltagelse god igen, især
naar Fejltagelsen bestaar i, at man er kommen til at sige sin
Hjertens Mening. Ulfeld var i dette ubehagelige Tilfælde. Ingen
kunde tvivle om, at hvad han havde sagt i Roskilde var et klart
Udtryk for, hvad han virkelig følte: Uvilje og Forbitrelse mod
den afdøde Konge og alle, der havde været med til at støde ham
ud af Rigsraadet, og den inderligste Lyst til at give dem Tak for
sidst, naar Lejlighed gaves. De fleste vilde vel under saadanne
Forhold have holdt det for klogest nu at tie stille, i Haab om, at
Tiden skulde bringe det hele i Glemme. Ulfeld foretrak at tale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
