Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ranzau drager bort med det kgl. Signet
45
10
Næste Morgen i Raadsalen kaldte Hertugen Gert Ranzau til
sig, bad ham give sig tilfreds og takkede ham, fordi han havde
overladt Sagen til hans Afgorelse. — Retten kunde da nu atter
arbejde i Ro, og en Del af de vigtige Sager blev afgjort i disse
Dage. Flertallet optraadte med et vist Maadehold.
Erkedegne-gaarden i Slesvig tildømtes vel Johan Kuhlmann, og Modparten,
Slesvigs Domkapitel, paalagdes evig Tavshed desangaaende.
Men i Sagen angaaende Dr. Heidmann nøjedes man med at
søge Parterne forligte. Og i en tredje Sag, om Kirken og
Flækken Kappel, udsattes Afgørelsen til en følgende
Landrets-dag, udtrykkeligt ifølge Christian den Fjerdes derom udtalte
Ønske
Uro var der imidlertid kommet i Blodet, og denne øgedes
kun nu, da Skridtet var gjort. En Del af de blot lærde
tilstedeværende begyndte at fortrække. Dr. Heidmann kaldtes af Albert
Friis til Horsens. Dr. Skomager vendte hjem for at berette,
hvad der var foregaaet. Dr. Winsheim kaldtes til København
for i Erstatning for sin mislykkede Deltagelse i Landretsdagen
at afgaa til Meklenborg med Klage fra Christian den Fjerde og
Rigsraadet over alt det skete2. Henrik Ranzau blev selv mere
og mere urolig. Nu skulde jo Dommen i Johan Kuhlmanns Sag
forsegles. Men han vidste, at det udbedte Forbud fra Christian
den Fjerde3 mod at forsegle den med det kongelige Segl maatte
være undervejs.
Han anvendte da sit gamle Middel, at blive syg. Vistnok den
7. April, samme Dag som Johan Kuhlmanns Sag var paadømt,
udbad han sig paa Grund af Svaghed Orlov hos Hertugen, og
var saa forsigtig at lade dette Budskab overbringe af to, der
ikke kunde vække Mistanke, nemlig en Ven og en Modstander,
den kongelige Raad, Henrik Ahlefeldt, og den hertugelige Raad,
Ditlev Ranzau. De havde Fuldmagt ttl at erklære, at der var
sørget for fortsat Udførelse af Statholderens løbende
Forretninger4.
Da Orlov var bevilget, drog Henrik Ranzau stille bort fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
