Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Efter endt Brøndkur har imidlertid Hjalmar forlatt Ems, desværre
med negativt Resultat. Derfra er han saa reist til den lille Bfl Beuel, hvor
han i nogen Dage nyder Gjestfrihet hos Familien Windgassen, Fru Ritters
Forældre. Og her skriver han den 8—12 August efter længere Taushet et
knugende saart Brev om sin sørgelige Tilstand og sine Planer for den
nærmeste Fremtid. I Brevet, hvis Omslag bærer denne megetsigende
Uten-paaskrift: Til Halfdan alene — heter det:
«Jeg har saalænge villet skrive til dig, min kjære
Halfdan, og forsoger nu, om det herfra vil lykkes mig at bringe
noget, der kan gjælde for et Brev, istand. Du har altid været
mig en tro Correspondent og maaskee mere end nogensinde i
den allersidste Tid, i hvilken jeg netop allermindst har kunnet
gjöre Gjengjæld. Den ægte broderlige Kjærlighed, der udtaler
sig i dine Breve har gjort mig saa godt; hvor taknemlig maa
jeg være, at jeg har en saadan Trost i den Modgang, der nu
trykker mig og længe vil vedblive at gjöre det!
Eders Breve er min eneste Glæde, og de Postdage, der
bringer dem, de eneste lyse Dage, de eneste som jeg kan mærke mig
som Undtagelser i mit traurige Liv. Thi traurig, traurig har
jeg det, og det maa være sagt: slemmere end før er min
Tilstand, og mere permanent end nogensinde er mit Ildebefindende.
Jeg kan ikke tilbageholde det: Curen i Ems har ikke i mindste,
i allermindste Maade, bragt mig fremad, tværtimod, jeg
frygter, at jeg maa sige, den har været mig skadelig. At jeg nu har
det værre, end for jeg gik til Ems, er ialfald udenfor al Tvivl.
Jeg er overordentlig medtaget og afkræftet, og Hosten lader
mig ingen Ro; jeg kan intet, intet foretage, jeg foler mig intet
Øieblik let og rolig. Hosten sætter Blodet i en
bestandigværende feberagtig Bevægelse og udmatter mig i denne Hede
dobbelt. En ubeskrivelig Træthed, en Længsel efter en Hvile,
som jeg ikke kan finde, betager mig mangengang den Smule
Forhaabning paa Fremtiden, der skal holde mig oppe, og
trykker mit Sind med fortærende Magt. Ja, værre er det blevet!
Men jeg tor ikke dvæle for længe ved det sorgelige Maleri
af min Tilstand; det er allerede slemt nok, at jeg har sagt,
hvad her staaer, og dog maatte jeg sige det; jeg maa lette mit
Sind ved at skildre min Forfatning, som den virkelig er, jeg
kan ikke bestandig bære paa al denne Traurighed, al denne
Sygdom og forespeile mine Kja^reste og Nærmeste, at det gaaer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
